Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: maj 2012 (side 1 af 2)

Karseklip, tjek. Vaterpas, tjek.

I går luftede jeg en hund. Bemærk, at det var ‘en hund’, ikke ‘min hund’. Jeg kan ret godt lide hunde, og min egen var i Jylland. Der rejser han af og til over på forretninger. Det er lidt specielt de morgener, hvor han står med sin lillebitte attachémappe i entreen og siger på gensyn. Men man vænner sig til det.

Sidespor.

Jeg luftede i hvert fald i går min overbos noget aparte (sagde ejeren af den franske bulldog) langhårede hund. Nede Ved Kirken (som er den dovne hundeejers dårlig-samvittigheds-inducerende undskyldning for en rigtig gåtur).

Dernede sad der en lebbe. Ja. Det er selvfølgelig rent gætværk, denne her italesættelse af kvindens seksualitet, for hun var alene. Hun var altså ikke optaget af at knalde damer, da jeg mødte hende. Og hun havde heller ikke et badge på jakken, der forklarede, at hun var til piger.

Men.

Hun var iført:

  • Kasket
  • Karseklip
  • Piercinger
  • Praktisk jakke(!)
  • Murerbukser inklusiv en tommestok og et vaterpas i en af mange smarte lommer på siden af låret



Måske var hun bare autonom.

Anyways. Det hele passede fint sammen: kasket, tjek. Murerbukser, tjek. Vaterpas, tjek. Og jeg bliver altid meget nysgerrig, når lebber ser lebbede ud. Da jeg i går nævnte dette for en lebbeveninde, der ser lebbet ud, sagde hun “Sjovt, jeg bliver lidt irriteret på dem”. Det kunne Freud sikkert få en masse spændende ud af.

Så vi faldt i snak. Hun var snedker. Og ville til Distortion men først lige hjem og drikke nogle energidrikke(!) efter en lang dag.

Det eneste, der simpelthen ikke passede ind i billedet, var den hund, hun luftede. Hun luftede nemlig også en langhåret skødehund med bebrejdende fiskeøjne. En såkaldt tæppetisser. Endda samme race som min egen lånehund.

Jeg havde naturligvis med mine høje kilehæle og sirligt opsatte langhårsfrisure frygtelig travlt med at få flettet ind i samtalen, at “min kæreste, hun…”. Med andre ord: Jeg er ligesom dig! Jeg er også lesbisk! Jeg dømmer dig ikke! Totalt seksualitetssamtalens svar på “Jeg har faktisk nogle venner, der er indvandrere”.

Så gik vi hver til vores. Jeg ønskede hende god Distortion og held og lykke med cultshakeren. Og det viser sig siden, at hunden var en lånehund.

I en Top-10 over intetsigende blogindlæg rammer ovenstående en klar førsteplads.

“Slå dig løs,” sagde hun

Min kæreste har været på familiebesøg i nogle dage. Som præcis er faldet sammen med, at bloggen pludseligt og temmelig uventet har fået et reelt liv. Og et anseligt antal læsere (i hvert fald sammenlignet med de to månedlige hits den havde i 2010-2011. Så flot).

Jeg fortalte for en tid tilbage min kæreste om bloggen. Kort. Læste måske op fra et enkelt indlæg. Men nu var det ligesom noget, jeg måtte bede hende tage stilling til, syntes jeg, fordi der pludselig var så mange fremmede, der havde gjort det (nej, ikke ‘gjort det‘ – taget stilling, sgudda!).

Så i går aftes fik hun linket, læste sig igennem indlæggene, mens jeg helt på nåle ventede på dommen. Når man skriver om sit sexliv fra et fast parforhold er det jo på en eller anden måde ikke kun sig selv, man skriver om, fx. Eller. Selvfølgelig kan der være noget onani. Men, I ved. (Note til selv: Lav indlæg om onani).

Men hun var cool med det hele. Og det fik mit hjerte til at smelte.

“Slå dig løs,” sagde hun.

(Kan I for øvrigt huske Strawberry Slaughterhouse? Et af de der bands, der red på bølgen efter Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir og Inside The Whale. Jeg var helt tosset med den der “Cool, Calm and Collected”. Det kom jeg lige til at tænke på. Fordi min kæreste er så cool, calm and collected.)

Så pop dog selv den baby, eller: Derfor er jeg lebbe

Babyer er søde nok.

Men jeg ved vitterligt ikke, om jeg vil have min egen. Selvom de er nuttede. Jeg ved i hvert fald slet ikke, om jeg gider føde den, endsige spilde (meget mere end) et års vigtig karrieremæssig anciennitet på den. Det er mere pension, mere netværk og flere ordentlige lønchecks, end jeg tror, jeg er villig til at undvære.

Jeg ved godt, jeg sandsynligvis træder en enkelt mor eller to over tæerne med mit valg af ordet ’spilde’. Men hele diskursen omkring moderskab giver mig bare altid så gevaldigt lyst til at vinkle mine holdninger lidt skarpere, end jeg måske egentlig helt kan stå inde for.

Og jeg ved altså heller ikke, om jeg vil eller ikke vil have børn. For de er søde nok, babyer. Og måske endda rarere at ae end hunde. Måske. Men hunde lugter bedre. Og er lettere at få passet. Tror jeg.

Og man kan klæde begge dele ud i dyrekostumer. Babyer er faktisk ikke nær så søde (men dog også søde) i småbitte bjørnedragter med ører, som bulldogs er i humlebikostumer. Beviset er her:

Min næste hund skal være sådan en her.

Anyways. Måske vil jeg have kiddos. Men måske gider jeg ikke selv gøre det hårde arbejde.

Og der har du hovedårsagen til, at jeg er lesbisk – for så kan min dame sgudda bare poppe ungerne i stedet for!

Vi er ikke heeelt enige om den fordeling på den såkaldte hjemmefront. Men hver gang hun taler om at føre sin slægt videre, og jeg ikke gør, graver hun sig selv dybere ned i sit eget fremtidigt gravide hul. Vi kalder det bare ‘du har lorten’. Undskyld til alle mødre. Jeres børn er søde. Nok.

En anden årsag til, at jeg er lesbisk er, at jeg trods høje hæle og korte kjoler hverken kan lave mad eller gøre rent. Seriøst. Jeg kan jo godt finde ud af det. Men jeg gider ikke. Det gør du nok heller ikke. Men du gør det alligevel. Det gør jeg ikke.

Derfor er jeg lesbisk. Kun derfor.   

Se mine bryster

…Og mange andres. Eller nej. Mine er ikke uploadet endnu, men det står på min to do-liste sammen med “så få dig dog meldt ud af den åndssvage folkekirke”.

Nå men. Det handler i hvert fald om dette websted, som jeg satte bogmærke ved for en uges tid tilbage:

NormalBreasts.com

Jeg fandt hjemmesiden, da jeg i arrigskab over Silikoneland (det er et sted, der findes. På Amager), googlede – you guessed it – “normal breasts“. I samme øjeblik, som jeg foretog billedsøgningen, og billed efter billed af nuttede faste bryster bag trekantsbikinier uden skyggen af bøjler og vattering dukkede op på skærmen, gik det op for mig, at det nok snart var på tide at slette min søgeordshistorik.

Men så kiggede jeg lige væk fra fotos og tilbage til selve søgeresultatet. Og fandt ovenstående hjemmeside.

Og den side gjorde mig sååhåååå glad. Der er de jo. Alle de lange, runde, skæve, små, store, blege, brune – og helt igennem fuldstændigt normale – bryster. I alle afskygninger. Hurra!

Hvor jeg dog elsker den måde, voksne bryster ser ud, når en kvinde bøjer sig fremover. Helt lange og tunge og pæne. Og ikke spor runde. Snarere måske lidt trekantede i det. Eller i hvert fald aflange.

Tyngdekraften længe fucking leve. 

Lesbiske hunde?

Ha! En person har fundet Mit Såkaldt Lesbiske Liv ved at foretage googlesøgningen “lesbiske hunde”.

Det sætter næsten lige så mange fantastiske forestillinger i gang som vedkommende, der har fundet min lille blog gennem søgningen “tænder på maskuline kvinder” (så er vi to).

Eller hvad med søgningen: “er min kone lesbisk?”, der også har bragt en enkelt læser forbi. En søgning, i øvrigt, som jeg straks spekulerer på, hvorvidt er foretaget af heteroseksuel mand eller lesbisk kvinde.

Begge dele er lidt triste på hver deres måde.

I øvrigt sidder jeg i dette øjeblik og drikker rødvin med min ekskæreste og i dag højt værdsatte veninde. Man er vel lebbe. Jeg er ikke for øvrigt ikke megauhøflig lige nu, for hun skriver på en ansøgning – jeg overspringsblogger udelukkende med den reneste samvittighed.

Her til højre er for øvrigt et billede af min hund. En vaskeægte lesbisk hund inklusiv et ikke uanseligt maskulint kønsorgan mellem bagbenene. Billedet er fra i vinter. Og han (ja, han – ikke den, se tidligere indlæg!) har en rød trøje på. Bare fordi det da ville være fjollet at have en hund uden at klæde den ud. Ikke sandt?

Åh. Nu får jeg lyst til at vise flere billeder af min hund. Men det tager hurtigt overhånd, ved jeg. Så jeg holder mig i skindet. I skindet, møhø.

DISCLAIMER: Jeg beklager til alle, der troede, nærværende indlæg handlede om homopingviner med surrogatbørn og sådan.

Lesbian Bed Death

Det her sker, når man googler “Lesbian be…”. Jeg har ikke snydt. Seriøst. Jeg nåede at skrive ‘…be’, så foreslog Google selv resten.

Hvabehar.

Da jeg for mange år siden (pinligt mange, de relativt få indlæg på bloggen taget i betragtning, i hvert fald) startede nærværende blog, lovede jeg mig selv at skrive alt. Alt. Ingen forfængelig redigering, ingen undtagelser.

Jeg lovede mig selv ikke at tænke på, hvorvidt jeg udstillede mig selv. Fordi jeg bilder mig ind, at min ærlighed kan komme mig selv – og måske andre? – til gode. Og fordi alting bliver sjovere, når skriver uden i første omgang at censurere. Men opdager jeg slå- og stavefejl, så bliver de fanme rettet. Den slags duer ikke.

Åhja. Af samme årsag har jeg heller ikke synderligt stort behov for at fortælle, hvem jeg er. Ikke lige nu i hvert fald. Måske kan man gætte det, hvis man kender mig. Og det gør man jo, hvis man er lebbe. For alle lebber kender som bekendt alle lebber.

Men tilbage til Lesbian Bed Death – Lesbisk Sengedødssyndrom (den kendte sygdom fra tiden før sæbe og penicillin. Det, pest og de store brande tog livet af København den dér gang). Eller bare LSS, som jeg kalder det. Det er fanme en ting. Åh. Nu har jeg skrevet “fanme” to gange. Det må være nok. I et indlæg.
Jeg har stadig lyst til sex. Og det har min kæreste også. Det sker bare så deprimerende sjældent.

2 x Magelighed + 2 x Mensescyklus (ja, det skrev jeg) + 1 x Hund = Libido i minus tiende potens (potens, hæ-hæ).

I begyndelsen var vi kaniner. Samme udvikling så jeg i mit forrige forhold. Fra kanin til kedelig. Og jeg bilder mig helt helligt ind, at skylden ikke er min personligt, selvom jeg selvfølgelig tegner mig for 100 pct. af det, de to forhold har tilfælles. Host-host.

Nå jo. Jeg vil da egentlig superduper gerne høre lidt om sexlivet i DIT såkaldt lesbiske forhold. Men helst hvis det går ad helvede til. Jeg gider ikke rigtig forholde mig til lovey-dovey og knald på tilfældige overflader dagen lang. Sådan et menneske er jeg bare.

Du kan kommentere anonymt.

Kifak på en fredag

På fredag skal jeg på Kifak med en lesbisk veninde, der lige er blevet single. Men det er egentlig sagen uvedkommende. At hun lige er blevet single, forstås.

Jeg har været på Kifak før. Mange gange. Og hver gang glæder jeg mig betydeligt, inden jeg skal af sted. Og hver gang tager jeg derfra med nogenlunde samme bitre smag i munden: Noget med at være kød. Så måske er smagen mere umami.

Til såkaldt lesbiske læsere uden for hovedstadsområdet bør måske nævnes, at Kifak er homodisko – arrrh, -disko er nok så meget sagt – i Kødbyen. Det er Sabaah (forening for etnohomoer i København – sagt med al kærlighed og respekt), der står bag Kifak. De kalder det et ‘kulturelt sted i Kødbyen’.

Men altså. Fredag er der lebbefest på Kifak, Kødbyens kulturelle sted (for etno-lebber og alle, der er til brunetter. Ja, jeg reducerer lige alt til et spørgsmål om hårfarve).

Det udspiller sig sandsynligvis sådan her:

Vi sidder nogle stykker og drikker øl et sted. Nok ikke Vela. Eller måske Vela. Måske Vela, ja. Eller måske bare hjemme på min Vesterbro-altan. Man ved det ikke. Vi hygger os og taler sammen og kan høre, hvad der bliver sagt, fordi jeg kun tør spille relativt lav musik med åben altandør.

Vi ser på uret. Bryder op. Cykler mod Kødbyen. Snakker stadig. Og lytter. Fordi vi kan høre, hvad der bliver sagt.

Vi ankommer til Kødbyen. Og Kifak. Kødbyens kulturelle sted. Vi går gennem indgangsdøren. Havner i et inferno af garderobekø og sygt, sygt unge lebber, der får mig til – med mine 30 år – at føle mig gammel, grænsende til pædofil. Og langhåret. Det er ikke velanset at være langhåret lebbe i byen. Alle andre steder er det. Men i byen er man naturligvis heteroseksuel, hvis man har hestehale. Naturligvis.

Nå men så står man der. Og det er ikke et tilfælde, jeg skriver ’står’. Der er nemlig kun siddepladser til ca. ti lebber på Kifak. Og det er så sandelig de samme ti lebber, der sidder der all night long, som Lionel Richie siger. For lebber spærrer pladser. Men store dumme dynejakker og Jan Sport-rygsække.

Så der står man så. I sine høje heteroseksuelle hæle. Og bliver nedstirret. Eller opstirret. For med 175 cm + de otte kunstige cm, der sidder på skoene, er man by far højeste kvinde i lokalet. Lebber er ret små. Men mere om det en anden gang.

Og man taler ikke sammen. Ikke at man ikke gerne ville. Men dels er musikken så altoverskyggende høj, at det er umuligt. Dels er det virkelig svært at finde på noget at sige, når man har en følelse af, at det er meget vigtigt at se ud som om man morer sig samtidig. Fordi alle kigger på alle. Alle. Kigger. På. Alle.

Og så tager man hjem.

Tre gode grunde…

…Eller i hvert fald én.

Jeg er feminist. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Det er ikke nogen hemmelighed. Jeg var også feminist, før jeg sprang ud, men det er bestemt ikke blevet et mindre karakteristisk træk ved mig efter. Da jeg lige begyndte at knalde med piger, var det især heteronormerne, der pissede mig af. Det gør de for så vidt stadigvæk, men mere om det i et andet indlæg en dag. Måske.

Lige for tiden er det en anden (men ikke komplet uafhængig) norm, der får mig til at se rødt:
Kernefamilien.

Det er nok et meget fint udtryk for, hvordan ens omstændigheder ændrer sig, og ikke mindst for, hvor meganavlekneppende, jeg er. Jeg kan åbenbart kun være politisk omkring ting, der er liiiiige under min egen næse. Eller i meget præcis og synlig grad ikke er lige under den.

Jeg ved ikke, om jeg vil have børn. Fra jeg flyttede hjemmefra og til i dag – godt 12 år senere – har jeg skiftet mening ret ofte på det punkt. Det ene år ville jeg have tredive børn, det næste et enkelt, det tredje et adoptiv-ditto, etc.

Nu begynder mine veninder – et par af dem i hvert fald – at få børn. Så småt. De begynder at bytte lortelejlighederne ud med lejligheder, de betaler håndværkere for at sætte i stand. Og kriterier som børnevenlige baggårde og samtalekøkkener trækker opad.

Jeg bliver mere og mere i tvivl om jeg vil have de unger. Og det gør mig så VRED, når det at få børn italesættes som normen – og det ikke at få dem er fravalget, afsavnet, det man spørger “hvorfor ikke?” om.

Klart, jeg forstår det ikke den kærlighed, før jeg får børn (mor!), men du forstår så ikke den glæde, det er kun at tage stilling til dig selv. Du, kære moder (som jeg elsker højere end alt muligt andet) har fravalgt nogensinde at kunne går i seng uden at tænke på en anden end dig selv først.

Hvis ikke hele verden var bygget op omkring, at den naturlige forlængelse af det gode parforhold – det næste skridt – er at få børn. Så ved jeg ikke, om jeg ville vælge det. Jeg ved ikke, i hvert fald, om valget ville være så svært.

Hov. Jeg ser lige overskriften på dette indlæg. Sjovt, som man bevæger sig ud af en tangent, mens man skriver. Den gode grund, jeg nævner i indledningen, er faktisk en god grund til at være lebbe: Så slipper du nemlig i det mindste for selv at poppe ungen, hvis du da absolut skal have en. Det kan din dame sgudda gøre.  

Lad os snakke om det

Mit eneste rigtige heteroseksuelle forhold var udfordret. Af talrige årsager. Hvoraf den mest presserende måske nok var, at jeg er til piger. Tænker jeg.

Men en anden årsag til udfordringer var mit behov for at tale om tingene. Taaaale om tingene. For mig er kurrer på tråden først rigtigt rettet ud, når vi har talt om vores føøøølelser. Det gjorde vi meget i mit første lebbeforhold. Talte om følelser. I mit næste talte vi ikke så meget om (hendes) følelser. Og heller ikke i mit nuværende. Jojo – jeg KÆFTER OP om MINE følelser. Men hun er mindre meddelsom.

Jeg tror helt fejlagtigt og normativt, at jeg troede der var mere følelsessnak i lebberelationer.

Der tog jeg vel nok fejl.

Lebbe avler lebbe

Okay. Jeg ved godt, at krage søger mage, og at der selvfølgelig er en pointe i at omgås nogle – især som single måske? – der gider gå i byen samme steder, som man selv gider gå i byen. Men er det ikke helt vildt, at alle lebber kender hinanden – om ikke andet, så af navn?

Da jeg sprang ud – i 2005 var det vel – kendte jeg ikke nogen lesbiske. Eller. Min allerbedste bøsses gode veninde E. var netop sprunget ud (det har så siden smittet yderligere fire af hans veninder, mig selv inklusiv), og han introducerede mig videre til en anden lesbisk bekendt, O., som flirtede meget åbenlyst med mig (og alle andre). Det var smigrende. Og måske første skridt på vejen til erkendelse. Ha. Lesbianisme som religion. Love it!

Men jeg havde ingen lesbiske tæt på mig. Hverken på den platoniske eller nogen anden måde.

Så blev jeg kærester med N. En kvinde. N. havde haft et hav af kvindelige kærester – eller i hvert fald tre – og omgikkedes stadig flere af disse som venner. Endnu et parameter, man lige skal vænne sig til som nylesbisk (det er et ord).

Samtidig begyndte jeg at hænge ud med en lesbisk veninde, K., som jeg havde mødt på Boyfriend.dk. Siden blev K. kærester med min bekendte (hidtil heteroseksuelle). Hvis hetero-veninde jeg for øvrigt scorede til en fest. Og så ruller snebolden. Lebbe avler lebbe.

Nu inviterer jeg til homomiddage. Fx. Og tjekker Girlports.com inden jeg tager på ferie. Fx. Det er sgudda underligt.

N., min første damekæreste, er jeg stadig meget nære venner med. Vi gik fra hinanden for knap fire år siden. Hun har i øvrigt for mange mange år siden knaldet med S., der også har knaldet med min (nuværende) kæreste. Den der bytten rundt er sgudda for mærkelig.

Selvfølgelig er vi færre, og selvfølgelig har man vel smagsoverlap med (eks)kærester og deres flings. Men alligevel? 

Ældre indlæg