Uha. Nu vil jeg komme ind på noget halvkontroversielt – nemlig i hvor høj grad, det er et valg at være homoseksuel.

For mig lå der nemlig til at begynde med – bilder jeg mig i hvert fald ind – en stor portion valg i beslutningen om at afprøve det Såkaldt Lesbiske Liv.

Det kan være svært at forklare de af mine lesbiske veninder og ikke mindst min fantastiske og højtelskede(!) kæreste, der måske i højere grad har haft en periode (de berømte unge teenageår, hvor man allerhelst bare vil passe ind), hvor de ville ønske, de havde været ganske almindeligt heteroseksuelle unge.

Jeg havde min første lesbiske oplevelse, da jeg efter et forlist heteroforhold og utallige ligegyldige hetero-one nighters tænkte, at det var på tide at prøve noget nyt. Jeg var 24 år, hvis jeg husker rigtigt, og på vej i byen på Stengade med min yndlingsbøsse, lad os kalde ham M., og ytrede de siden så mindesværdige ord, “i aften vil jeg score en pige.”

Jeg er privilegeret, fordi jeg har et sæt forældre, der er omtrent det stik modsatte af konservative. Jeg husker, at min mor spurgte mig – midt i et af mine utrøstelige grådanfald som 16-årig og (så godt som) never been kissed – om, jeg måske kunne tænkes at være lesbisk?

Dengang grinede jeg af det, hånligt, – for hvordan kunne min mor tro sådan om mig! Men siden har jeg tænkt, hvor rummeligt det faktisk var af hende. Hun ville jo med sit spørgsmål bare signalere, at alt var okay – at der var plads til at jeg var lige præcis sådan som jeg var.

Nå. Men tilbage til Stengade den efterårsnat. Med talrige homovenner lå det lige for at prøve også den side af, det virkede ikke fjernt. Og så mødte jeg på Stengade en af M.’s perifære bekendtskaber, en kvinde, der sjovt nok var i byen på præcis samme mission. Hun var pæn og sød – omend ung, 18 år og tynde lår – og der gik ikke mange øjeblikke, før der var både kys og famlerier. Jeg tog alene hjem den nat, men husker stadig følelsen i kroppen, da jeg vågnede om morgenen. Jeg var ét stort:


“Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?”

Det føltes så rigtigt. Som om jeg endelig havde tilladt mig selv at følge min lyst. Derfra gik der ikke lang tid, førend jeg havde oprettet en profil på Boyfriend.dk (dengang eksisterede Girlfriend.dk ikke, online homodating var gråt og ikke irriterende lyserødt) og været på et par dates, nogle mere vellykkede end andre.

For mig var det i høj grad til at begynde med et valg at være homo. Det førte til megen usikkerhed i starten – fordi et valg ligger så tungt på ens egne skuldre. Men efter nogle år i fast parforhold med en kvinde, lå intet mig fjernere end at være sammen med en mand, og da jeg efter tre år blev single, havde jeg overhovedet ikke lyst til at dyrke sex med en mand. Overhovedet ikke, virkelig.

Så selvom det til at begynde med var et valg, kan den ophidselse, det vækker i mig at røre ved min (nye) kærestes krop, ikke på nogen måde betegnes som et valg. Det er begær, som jeg aldrig har oplevet det med en mand.

Valg eller ej? Der kommer nok flere indlæg om det emne i fremtiden.