Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: maj 2010

Åhhhh

Eksamenslæsning, din gamle kælling. Jeg tror aldrig, umiddelbart uattraktive gøremål virker så tillokkende, som de gør, når man burde læse lange analyser af valgkampsdækning. Mit hjem har fx ikke været så rent i årevis, som det er lige nu.

Jeg er seriøst løbet tør for morsomme hjemmesider at besøge som overspringshandling. Alt virker bare mere fristende end EU-newsroomanalyser.

Suk.

Den sidder liiiige i skabet

Jeg har jo tidligere nævnt, at jeg får noget, der næsten kunne minde om nydelse, ud af at omtale min kæreste som netop ‘min kæreste’ i en sådan grad, at semifremmede til sidst ser sig nødsaget til at spørge hvad han så er for en, ham min kæreste – hvorefter jeg med et skarpt blik fortæller, at hun er sådan-og-sådan.

Et skarpt blik, vel at mærke, der signalerer lige præcist hvor ekstremt ukorrekt hetereonormativt, det er bare at udgå fra, at min kæreste skulle være en mand, bare fordi jeg har langt hår og gerne går med kjole.
Men nogle har det lige omvendt. De udsætter offentliggørelsen – måske endda i en grad, så det til sidst virker underligt at fortælle at kæresten er kvinde, simpelthen fordi det faktisk havde været mere naturligt at oplysningen var faldet tidligere.

Og det er helt, helt okay. Helt okay. Virkelig. Jeg har dyb respekt for at holde det private privat, hvis man er af den opfattelse, at det private er privat. Hvis I forstår.

Alle har deres egne grænser, og det er vigtig(s)t. Men gad vide, om det gavner Den Store Sag (at alle bliver accepteret på lige fod uden skelen til seksuelle præferencer, køn, hudfarve, fysik, etc.) ikke at spille med åbne kort? Jeg ved det ikke.

En meget klog kvinde, jeg kender, sagde for nylig, at en af årsagerne til, at hun undlader at fortælle, at hun er kærester med en kvinde, er, at hun er blufærdig. Hun er bestemt ejheller standardudgaven af den stereotyp (wifebeater, skægstubbe, piercinger hist og her), der former sig for fordomsfulde fjolsers indre blik, når man siger ‘lebbe’, og hun er ganske enkelt bange for at give stof til dumme mænds fantasier – bange for, at der ville udspille sig alt for livagtigt klare erotiske scener på mændenes nethinder, når de fik den oplysning udleveret.

Jeg forstår godt, hvad hun mener (efter en gang for mange at have kysset min kæreste mere eller mindre uskyldigt – og beruset – på Vesterbros barer kun for at få stillet det næsten nyklassiske spørgsmål “Må jeg komme med jer hjem?”). Og vigtigst af alt er vel, at man fortæller – eller undlader at fortælle – det, man synes er nødvendigt, når man synes, det er nødvendigt.

Kommunikation og lebber

Er der for meget snak i lesbiske forhold? Jeg kan godt lide at snakke. Også at metasnakke om mit parforhold med min kæreste. Hun er ikke helt ligeså tosset med det.

Hvor meget bør man snakke om sit forhold? Er det en lebbeting? Er jeg sygt normativ lige nu?

Jeg hader egentlig at snakke om ‘typisk lesbisk’, netop fordi vi vel for fanden er en ligeså broget flok som resten af befolkningen. Men igen og igen tager jeg mig selv i alligevel at falde i dybe lesbiske huller (!) af ‘er det kun lesbiske forhold, der er sådan her?’.

Snakker heteroer ligeså meget om tingene?

Sex på skemaet

Kunne det ikke være helt vildt sejt, hvis homoseksualitet ikke blev italesat som en afvigelse i folkeskolens seksualundervisning (I ved, faget, der traumatiserede eleverne blandt andet med den der gustne kasse med glaslåg, hvori der lå et mørnet pessar, en spiral, der lignede et torturinstrument, og et blisterark med minipiller – minipiller for God’s sake!)?

Tænk, hvis læreren trådte ind i madpakkestanken over middag i 6.B. og sagde, “sex er noget, man dyrker enten med en af sit eget, eller en af det modsatte køn.”
HA! Måske kunne læreren endda anbefale, at man liiiige prøvede begge køn af for en sikkerheds skyld, førend man lagde sig fast på sin seksualitet. Det ville være sejt.

Noget andet, der ville være sejt, var, hvis man fik uddelt en bog i forbindelse med seksualundervisningen, hvor der bare var fotos af tusinde forskellige fisser/kusser/va-jay-jays.

Så man kunne se (som man erfarer, når man har udført oralsex på en anden kvinde), at skamlæber kan være små, store, stramme eller mindre stramme. At en klitoris kan veksle fra knappenål til marmorkugle i omfang (og endda i nogle tilfælde kan svulme fra den ene ende af størrelsesspektret til den anden, hvis man gør sit arbejde godt), og at pikslips ikke kun er for mænd (og faktisk kan være ret sexet til kvinder).

Ville det ikke være vidunderligt?

Aldrig mere spørgsmål til LoveSexy skåret over læsten:

“Kære LoveSexy, jeg er en pige på 14 år. Mine skamlæber hænger uden for revnen, er det normalt? Hilsen den forvirrede stenbuk.”

Wow, hva?

Hvorfor er lebber kun venner med lebber?

Det her hører ikke til blandt mine stolteste øjeblikke, men er alligevel noget, jeg gør med jævne mellemrum: Facebook-spionerer på vildt fremmede.

Du ved, man følger et link fra en perifær ven, der er blevet tagget i et fødselsdagsfotoalbum, ser på omtrent ti fotos af fremmede mennesker og drøner så videre ind på en fremmed profil…bare for lige at se, om der er adgang til fotos.

Hvad fanden?!
Det er virkelig hemmeligt, det her.

Men i hvert fald finder man (læs: jeg) snart ud af, at der til vildt-fremmed-kvinde-nummer-et’s fødselsdag absolut kun har været lebber til stede. Og ja, ja – hvordan ved jeg nu også, at de er lebber, jeg har jo netop afsløret, at jeg absolut ikke kender dem? Men det ved du jo dybest set godt, hvordan jeg ved. Det er noget med, at korthåret, kvindelig fremmed fødselar blandt andet har fået en lolitadukke i fødselsdagsgave.

Det skønne ved selv at være lebbe er, at man må lufte sine fordomme lige så tosset, man vil. Ligesom at det absolut også kun er folk, der selv er handicappede, der må benævne sig ’spassere’.

Og når der sidder en hel stue fuld af korthårede piger, så tør jeg godt lægge to og to sammen. Faktisk.

Og det leder mig videre til min hovedpointe:

Hvorfor er lebber kun venner med lebber?

Selv opdagede jeg jo lidt halv-sent, at jeg ikke har lyst til nogensinde at undvære bryster (andres) i mit sexliv igen, jeg var 24 år, og derfor er det selvfølgelig klart, at jeg har opbygget mig en nogenlunde solid vennebase bestående af heteroer og bøsser inden da. Ingen lebber i mit liv som hetero.

Siden da har jeg naturligvis opbygget den klike af lebbevenner, der blandt andet bevirker, at jeg ikke må sidde alene i baren på Vela. Men det sjove er, at flere af disse – især dem, der sprang ud i en tidlig alder – stort set kun kender lebber.

Kan nogen forklare mig hvorfor?

Undskyld, for øvrigt

Altså. Denne blog er i sin opstartsfase. Så er det sagt. Og jeg er forfængelig. Ikke så meget med mig selv – eller, det er jeg jo, men først når skaden er sket. Jeg tænker ikke over at kigge efter, om der hænger en bussemand i mit højre næsebor, når jeg alligevel er i nærheden af et spejl. Men når nogen bemærker, at der er noget der stirrer på dem ud fra mørket i min tud, bliver jeg frygteligt flov.

Nå. Men det var egentlig et sidespor.

Vi kom fra, at jeg var forfængelig. Ja. I denne sammenhæng med min skønne blogs udseende. Og den kvikke læser vil bemærke, at netop dette, nærværende blogs udseende, skifter fra en time til den næste. Fordi jeg simpelthen ikke kan bestemme mig for, hvordan den skal tage sig ud.

…Har du nogle ideer?

Min partner, hun…

I dag har været en ualmindeligt lidt lesbisk dag i mit liv. Hvis man ser bort fra lidt franske kys med kæresten på kajen, i hvert fald. Det var ret lesbisk.

Nå nej! – Meget apropos gårsdagens indlæg befandt jeg mig faktisk i dag i en situation, hvor jeg ligeså yndigt trippede uden om emnet ‘homoseksualitet’ i en telefonsamtale med en fremmed.

Jeg fik i formiddags tilbudt en lejlighed, sgu. Min første helt egen personlige rigtige lejlighed, som ikke skal deles med nogen, og hvor jeg til hver en tid kan spankulere nøgen ud og lave mig en kop kaffe i køkkenet uden løftede øjenbryn fra andre end mit eget spejlbillede. Hell yeah!

Og jeg sagde ja. Til lejligheden, altså. Nu mangler jeg kun, at banken også lige siger ja til at låne mig det eksorbitante beløb, der skal lægges i depositum. Kryds gerne fingre, tak.

Nå men da damen fra ejendomsadministrationen (herefter omtalt “Min frelsende engel”) ringede, hørte jeg mig selv sige,

“Ja, jeg vil mægtig gerne se lejligheden, men er det ok, jeg først henter nøglen i eftermiddag, for jeg vil gerne vise den til min kæreste også?…(pause)…som først har fri fra arbejde klokken fire.”

Flot. Normalt brager jeg direkte ind i enhver mulighed for at sige “hun har først fri fra arbejde…”, men så snart mine fordomme om andres fordomme om sådan nogle som mig skriger i øret, bakker jeg nydeligt tilbage.

Nu hader jeg mig selv en lille smule.

Det der med identitet

Nogle gange får jeg – indrømmet – en vis nydelse ud af at få sneget ind i samtaler, hvor det ellers ikke er det mindste relevant, at min kæreste er en pige. Bare for at se modtagerens reaktion.

Et eksempel kan være en samtale med en fjern kollega på studiejobbet. Vi snakker om karakterer, og jeg fortæller, at min (helt vildt kloge) kæreste fik 12 for sit speciale. Min kollega spørger (ret naturligt), “hvad læser han?”, hvortil jeg svarer med mærkbart tryk og vedvarende øjenkontakt, at “hun læser det-og-det.”

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg så godt kan lide det. Måske bor der en ikke ubetydelig provokatør i mig, måske en antropolog? Jeg tror nu mest, det er det første. Jeg kan godt lide at sætte folk i den situation, at få dem til at sidde uroligt på sædet og fortælle om ‘alle de homoseksuelle venner, de altså selv har.’
Det er egentlig ikke særligt sympatisk af mig.

Og egentlig heller ikke videre interessant, for i de kredse, jeg færdes, foregår en evig konkurrence om at være mest politisk korrekt…og der hvor det rigtigt kunne være spændende at se folks reaktion (fx i en overfyldt bus i Cairo), da tør jeg alligevel ikke bekende kulør.

Det er for øvrigt noget andet – det er sjovt, hvor let det er at gemme (ja, gemme) sin seksualitet i Danmark – her har man jo bare ‘en kæreste’, hvor der altid i udlandet er tale om enten en ‘boyfriend’ eller en ‘girlfriend’. Jeg har til tider forsøgt mig med begrebet ‘partner’, men hvor tørt lyder dét ikke?

Kender du det?

Det er helt vildt. Jeg kan faktisk ikke tælle, hvor mange gange jeg i min tid med kvindelige kærester er blevet antastet på gaden.

Det strækker sig lige fra klassikeren: “Må jeg være med?”, når man hånd-i-hånd venter på grønt lys i et fodgængerfelt, over “Lesben!” fra en forbipasserende og jævnaldrende berliner på gaden i Kreuzberg, og naturligvis til kysselyde, når store knægte krydser ens vej på gader og i parker.

Nå jo, og så var der også den ældre herre på bænken uden for bussen i Spanien, der lavede det internationale tegn for lebbesex (to knyttede næver bankes sammen, tommelfinger mod tommelfinger).

I det sidste tilfælde nåede jeg heldigvis at reagere med en fremstrakt langefinger og bankende hjerte i håbet om, at bussens døre nåede at lukke, inden han fik stablet sig på benene. Min kæreste synes, jeg var sej.

Jeg har aldrig været ude for fysiske overgreb (syv-ni-tretten) og har egentlig tidligere bare trukket på skuldrene af råberierne, “lad dem dog!” – men jo mere, jeg tænker over det og bestemt også jo mere fokus, der kommer på emnet, desto mere harm bliver jeg over den mere eller mindre subtile overtræden af min privatsfære, disse tilråb og lydord er udtryk for.

Velkommen

Nu vil jeg blogge, vil jeg. Lad os starte med lidt status:

Jeg har været i seng med flere end tyve men færre end tredive mænd. Og fire kvinder. Jeg har fået en orgasme med én mand. Og med fire kvinder.

Jeg har haft to (temmelig mislykkede, det ene dog trods alt mere end det andet) kæresteforhold til mænd, og to relativt vellykkede til kvinder.

Jeg har i alt haft mandlige kærester i elleve måneder af mit liv og kvindelige i 51 måneder af samme liv. And counting.

Jeg siger ikke, hvad jeg hedder. Ikke endnu i hvert fald.

Men jeg er kvinde, bosat i København, oprindeligt jyde (i lighed med omtrent halvdelen af hovedstadens beboere), i slutningen af mine tyvere og skidehamrende akademikeragtig.

Og så er jeg lesbisk.

Det har jeg ikke altid været. Eller. Jeg har ikke altid vidst, jeg var det. Det har jeg faktisk kun vidst i fem år. Cirka.

Ude i virkeligheden argumenterer jeg oftest for at smide kønsbrillerne og råbe til muligt interesserede, at jeg jo for fanden bare har været kærester med mennesker i omtrent 62 måneder af mit liv. Men herinde har jeg egentlig tænkt, at det faktisk skal handle netop om de forskelle, jeg har oplevet, mellem at være sammen med kvinder og mænd.

Og når jeg skriver forskelle, mener jeg både de forskelle, jeg oplever, når jeg er helt alene med min kæreste – både når vi er nøgne og påklædte. Men også de forskelle, man bliver mødt med på mere eller mindre daglig basis, når man bevæger sig rundt og er lesbisk ude i den danske – og internationale – virkelighed.

Uh! Nu kan jeg slet ikke vente med at komme i gang.