Jeg er tilbage på work, LL overtog babytjansen efter seks måneder, så nu er jeg klichétypen, der skynder mig ud af kontordøren ved fyraften og ræser hjem om kap med alle de andre cykelforældre, så jeg ikke misser vågentid med babyen, der jo går kold ved omtrent den tid, jeg ofte kom fra arbejde førhen.

Nyt liv med måltidskasser, ufatteligt meget tv og evnen til at være relativt effektiv på work oven på komplet afbrudt nattesøvn. Men også, det må jeg sande, nyt liv med en kærlighed, der er så fyldig, at den ikke kan være inden i mig. Den må ud! Kysses, nusses, aes, krammes ud!

Nå. Men i virkeligheden skulle det her handle om Revry. Som er en slags queer Netflix. Har I hørt om det? Jeg havde ikke. Men jeg modtog netop en pressemeddelelse fra dem, og så vidt jeg kan forstå, er tjenesten tilgængelig i Danmark. Jeg har ikke haft tid til at tjekke nogen af titlerne i dybden, men udvalget er relativt bredt – både genremæssigt, men også fordi der både er queer film, serier, podcast, music og dokumentarer – og så breder der sig bare en helt særligt varm følelse af repræsentation og inklusion i mit bryst, når jeg under kategorier kan vælge fx ‘lesbian’.

Revry skriver, at sitet er queer-ejet og -drevet. Man betaler en månedlig subscription præcis som hos Netflix (på nær at Revry er billigere). Hvis nogen af jer kender mere til det, så giv endelig lyd!