… Spektret er bredt – fra det næsten drag king’ede med smoking og lommetørklæde til en hoodie og et par hængerøvsbukser. Jeg er faktisk til det hele. Men hvis jeg skal vælge, så tager jeg Danielle Cooper og Ali Medina. Så kan I slås om resten, I vælger bare her:

WHERE HAVE ALL THE BUTCH DYKES GONE?

Nu jeg tænker over det, går det op for mig, at jeg nok egentlig har været tiltrukket af butch kvinder længere tid, end jeg har været (erkendt) lesbisk.

Jeg er fx aldrig blevet specielt genert, når jeg var omkring (objektivt såvel som subjektivt) smukke mænd, ikke engang dengang jeg levede som heteroseksuel. Deres flirt gjorde mig klodset og stiv, og ikke på den søde måde. Til gengæld er jeg altid blevet forfærdeligt genert og forfjamsket (‘fjalet’ som vi siger i min familie) i selskab med butch kvinder. Jeg oplever, at hele spekret af ‘masculine presenting’ kvinder ofte har en måde at behandle mig på, som får sådan en sårbar damsel-in-distress frem i mig, som jeg ellers sjældent levner plads til. Den måde tomboy’ede kvinder flirter er bare helt særlig – og galanteriet i deres handlinger gør mig blød i knæene. De ønsker en side frem i mig, som jeg kun i deres selskab formår at omfavne.

Jeg bliver stadig frygteligt genert og selvbevidst, når butchede kvinder flirter. Men nu er jeg blevet bedre til at spille med. Og jeg kan godt lide den kvinde, jeg bliver – eller giver mig selv lov at være – i selskab med butchede eller maskulint presenting lesbiske.

Jeg har været sammen med flere relativt tomboy’ede kvinder – og ufatteligt sexet er den altså, den der tvetydige maskulinitet, der får glimtene af kvinde i butches til at virke desto tydeligere. Den skrøbelighed, de (selvfølgelig) også rummer. Det er sexet, fordi deres leg med/udfordring af normerne giver mig plads til at rumme hele spektret også. For det meste, i hvert fald. For jeg så en – i øvrigt rigtig sød – butch’et kvinde på et tidspunk, som var meget insisterende på en lidt rigid opdeling af kønsrollerne. Der var ikke plads til gråzoner, hendes drøm var, at jeg var kvinden, og hun … well, butchen. Det blev kedeligt, fordi det jo netop er friheden til at sample, der – i min optik! – gør det så skideskønt at være lesbisk.

Vi har som lesbiske hele spektret til vores rådighed. Vi behøver ikke at bekymre os om en eller anden #masculinitysofragile. Vi bestemmer selv, om vi begge skal gå med bukser og bage kage, eller om det er hende i kjolen, der skal fange edderkopper og sætte lamper op. Alle egenskaber fra alle hylder i den heterokedelige tombola tilhører os begge to. Os alle sammen.

(Disclaimer: Og jeg er selvfølgelig klar over, at der er masser af heteroforhold, hvor der hersker samme frihed, som jeg oplever i mine lesbiske forhold, og jeg er klar over, at der er kvinder, der trives godt og frit i heteroforhold, og at der findes heteromænd, som er pisseligeglade med og upåvirkede af, at det er deres kærester, der har værktøjsbæltet på. Men jeg var personligt ikke i stand til at finde den frihed med mænd. Sandsynligvis fordi jeg hele tiden var, du ved, lesbisk. Jeg kan huske, at jeg mange gange har tænkt, “hvordan gør de det? Hvordan formår de at være så naturlige og afslappede i et forhold til en mand?”)

For mig var det – og det har jeg skrevet mange gange før, det ved jeg – en befrielse at slippe ud af heteroparforholdets rigide rollefordeling. Jeg har mere plads til at handle autonomt nu, end jeg nogensinde havde med mænd. Og det handler med garanti mest om, at jeg bare ikke skulle være sammen med mænd. Jeg havde i mine få og mislykkede heteroforhold en evig følelse af, at jeg skulle passe ind i en kasse, som ikke faldt mig naturlig. At jeg skulle være kvinden. Hele pakken. Hvordan fanden man så ellers er det. Det var vist ikke noget, mine mandekærester afkrævede mig – hverken udtalt eller uudtalt – men det var noget, jeg forventede af mig selv, og som gjorde det svært at være den jeg er. Jeg er et relativt ambitiøst, utålmodigt og handlende menneske, hvilket ikke var værdier, jeg dengang kunne finde ud af at passe ind i en heterorelation. Fordi min fornemmelse var, at jeg ikke kunne være både skrøbelig og handlende. Fordi det – normativt anskuet – efterlod klassisk feminine værdier som mådehold og passivitet til min partner.

I mine lesbiske forhold, jeg har haft tre længerevarende af slagsen, har der altid været plads til at jeg rummede det hele. Så jeg sammen med kvinder blev en udgave af mig, som jeg meget bedre kunne lide, fordi der er plads til det hele. Der er dage, hvor jeg holder døren for LL, passer på hende og rummer hendes skrøbelighed. Og der er dage, hvor hun går forrest, kurtiserer mig helt ind til benet og får mig til at mærke, at der er en, der griber mig, når jeg falder. Vi skiftes til at være stærke, og det elsker jeg virkelig.