Og så var det, at BT skrev en artikel med følgende ret så lokkemadsagtige – omend megalange – overskrift:

“Kvinden er sat i verden for at sige ja til sin mand, og manden er sat i verden for at sige nej til sin kvinde!”

En artikel vel at mærke, som jeg i øvrigt slet ikke synes, I skal værdige med et klik, for bag linket finder I bare endnu mere munddiarré a la: “I det daglige oplever jeg, hvorledes mænd underlægger sig deres kvinders behov; behovet for at passe børnene på kvindens måde. Hvad børnene kan tåle, eller ikke tåle, er bestemt at kvinderne, selv for drengebørnene. Den såkaldte moderne mand er blevet kvindeliggjort i en sådan grad, at han ikke selv er i stand til at se det. Spørgsmålet er så, om det er evolution eller manipulation?”

Er sikker på, der har siddet nogen på webredaktionen og trykket ‘publicér’-knappen i bund og efterfølgende med Mr. Burns-fingertromme-fakter udbrudt et, “and now we wait [for the feminazis to attack]”.

Og således hidkaldt må jeg simpelthen sige, at den overskrift i hvert fald i min lille lesbiske husholdning havde nærmest fatale konsekvenser.

Hvorfor? Jo. Fordi der kun bliver angivet, hvad mænd skal sige til deres kvinder og vice versa. Ikke et ord om, hvad kvinder skal sige til deres kvinder.

Så nu stritter LL og jeg bare rundt om hinanden og råber “MÅSKE!”, indtil vi modtager nærmere ordrer.