Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Vi har fået en baby

Ja. Jeg skød en lille tøs ud af min skede uden anden bedøvelse end en varmepude her for en lille måned siden. Hun er usandsynligt sød. Og usandsynligt tidskrævende.

Nå. Men en fødsel er lidt sådan en 24-timers øvelse i, hvor langt man kan strække grænserne for sin egen blufærdighed. Startede med at jeg fik et lavement i stikpilleform og således tilsølede en ble, liggende på siden med LL i hånden siddende foran mig. Og sluttede med seks minutters pressefase, hvorpå min datter blev lagt på maven af mig og kvitterede for selve livet med at skide mig, sig selv og hospitalets pæne dynebetræk op og ned ad ryggen.

Så. Lort var ligesom et gennemgående tema.

Herefter hidkaldte jordemoderen i øvrigt sin obviously lesbiske kollega, der skulle bistå med at placere fire sting i mit mellemkød. Hvorpå de skiftevis stak en finger op i mit røvhul – to gange hver – og imponerede roste min formidabelt stærke lukkemuskel.

Hvilket nu står øverst på min liste over tvivlsomme komplimenter.

Men selvsamme analmuskulatur kommer mig til gode i dag. Baby har nemlig besluttet sig for kun at gide sove PÅ mig. Og så er det udmærket at kunne påføre sig selv lidt mild forstoppelse ved at udsætte det toiletbesøg, man trænger så frygteligt(!) til. Blot med viljens magt. Og en stærk lukkemuskel.

PS. Er dette indlæg i virkeligheden ren humble brag?

Status – fem minutter i baby

Hej lebber. Om max et par uger har jeg en baby. Tre dage til termin. Hvordan det går med det hele, spørger du? Jo. Lad mig opsummere:

  • Halsbrand, i en grad jeg ikke troede var mulig.
  • Hæmorider. Flertal. ’nuff said.
  • Konstante menstruationsagtige murrende smerter.
  • En bøvlende baby i maven, der vil skide på, om hendes boksetræning går ud over min blære.
  • Massiv kløe over hele kroppen (hvorfor snakker ingen om kløen?!) – kradsede mig seriøst til blods forleden og bad i mit hysterianfald LL om at LOVE mig, at der ikke fandtes en type minibiller, hvis fineste formål er at kravle rundt under huden på gravide lebber.
  • En vom, der har sat en stopper for ikke bare liggen-på-maven (yndlings-skrivestilling dermed sat ud af spil) men fanme også for liggen-på-ryggen, fordi tung mave apparently blokerer en eller anden nerve i ryggen, hvilket bevirker, at arme og hænder bliver følelsesløse i løbet af fem minutters tid.
  • Nætter med max to timers sammenhængende søvn af gangen, fordi enten tissetrang eller hvalfølelsen, når man skal vende sig rundt er verdens ondeste vækkeur.

Graviditet er med andre ord f***ed up. … Men selvfølgelig har jeg også udsigt til at føde verdens nok sødeste baby om ganske få uger.

Jeg har som den idiot af en violinspillende græshoppe, jeg nu engang er, skubbet alle gravidlektier foran mig. Bevares. Vi har gået til fremragende fødselsforberedelse på Frederiksberg (jeg vil virkelig anbefale stedet varmt  til andre forældre in spe, og måske især homoforældre – Mamaprofylax.dk – som især skal roses, fordi kursuslederjordemoderen gjorde et rigtigt stort nummer ud af at være inkluderende og sige ‘partner’ i stedet for far … også selvom samtlige de andre seks par på vores hold var dirrende heteroseksuelle). Men jeg har øvet min vejrtrækning (“det er rigtig godt, hvis I bruger 10 minutter hver dag på at træne vejtrækningsøvelserne”) lige præcis nul gange, siden vi stoppede. Og selvom jordemoderdamen forærede os fancy “Vulva Lip Balm” i moderigtig rosa dåse, så mellemkød kan blive masseret smidigt, inden der skal passere en vandmelon gennem fødekanalen, har jeg masseret mig hele … én gang. Men der er altså også meget tv, der skal ses, og kulhydratholdige morgenmadsprodukter, der skal spises, når man sådan er på barsel. Så det er sgudda klart, jeg ikke har tid til den slags.

Jeg barsler i øvrigt med et indlæg til lesbiske par, der ønsker at hjemmeinseminere med kendt donor. En slags guide. Det er en større omgang. Men ikke desto mindre vigtig. For der er mange lovgivningsmæssige faldgruber og blindgyder, som man for guds skyld bør kende, før man overhovedet går i gang med at prøve at blive gravid.

Men det tager lidt tid at få færdigt, fordi det skal være så grundigt som muligt. Så! Hvis du/I overvejer lesbisk familieudvidelse v/ hjemmeinsemination, og du endnu ikke kan finde mit indlæg om det, så smid mig lige en mail på: mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – for I MÅ IKKE(!) gå i gang med projekt hjemmeinsemination, før I kender mest muligt til reglerne vedr. forældremyndighed i den sammenhæng. Jeg mener det. Det er kompliceret. Men det er meget, meget vigtigt.

HVOR ER BUTCH-DAMERNE?

… Spektret er bredt – fra det næsten drag king’ede med smoking og lommetørklæde til en hoodie og et par hængerøvsbukser. Jeg er faktisk til det hele. Men hvis jeg skal vælge, så tager jeg Danielle Cooper og Ali Medina. Så kan I slås om resten, I vælger bare her:

WHERE HAVE ALL THE BUTCH DYKES GONE?

Nu jeg tænker over det, går det op for mig, at jeg nok egentlig har været tiltrukket af butch kvinder længere tid, end jeg har været (erkendt) lesbisk.

Jeg er fx aldrig blevet specielt genert, når jeg var omkring (objektivt såvel som subjektivt) smukke mænd, ikke engang dengang jeg levede som heteroseksuel. Deres flirt gjorde mig klodset og stiv, og ikke på den søde måde. Til gengæld er jeg altid blevet forfærdeligt genert og forfjamsket (‘fjalet’ som vi siger i min familie) i selskab med butch kvinder. Jeg oplever, at hele spekret af ‘masculine presenting’ kvinder ofte har en måde at behandle mig på, som får sådan en sårbar damsel-in-distress frem i mig, som jeg ellers sjældent levner plads til. Den måde tomboy’ede kvinder flirter er bare helt særlig – og galanteriet i deres handlinger gør mig blød i knæene. De ønsker en side frem i mig, som jeg kun i deres selskab formår at omfavne.

Jeg bliver stadig frygteligt genert og selvbevidst, når butchede kvinder flirter. Men nu er jeg blevet bedre til at spille med. Og jeg kan godt lide den kvinde, jeg bliver – eller giver mig selv lov at være – i selskab med butchede eller maskulint presenting lesbiske.

Jeg har været sammen med flere relativt tomboy’ede kvinder – og ufatteligt sexet er den altså, den der tvetydige maskulinitet, der får glimtene af kvinde i butches til at virke desto tydeligere. Den skrøbelighed, de (selvfølgelig) også rummer. Det er sexet, fordi deres leg med/udfordring af normerne giver mig plads til at rumme hele spektret også. For det meste, i hvert fald. For jeg så en – i øvrigt rigtig sød – butch’et kvinde på et tidspunk, som var meget insisterende på en lidt rigid opdeling af kønsrollerne. Der var ikke plads til gråzoner, hendes drøm var, at jeg var kvinden, og hun … well, butchen. Det blev kedeligt, fordi det jo netop er friheden til at sample, der – i min optik! – gør det så skideskønt at være lesbisk.

Vi har som lesbiske hele spektret til vores rådighed. Vi behøver ikke at bekymre os om en eller anden #masculinitysofragile. Vi bestemmer selv, om vi begge skal gå med bukser og bage kage, eller om det er hende i kjolen, der skal fange edderkopper og sætte lamper op. Alle egenskaber fra alle hylder i den heterokedelige tombola tilhører os begge to. Os alle sammen.

(Disclaimer: Og jeg er selvfølgelig klar over, at der er masser af heteroforhold, hvor der hersker samme frihed, som jeg oplever i mine lesbiske forhold, og jeg er klar over, at der er kvinder, der trives godt og frit i heteroforhold, og at der findes heteromænd, som er pisseligeglade med og upåvirkede af, at det er deres kærester, der har værktøjsbæltet på. Men jeg var personligt ikke i stand til at finde den frihed med mænd. Sandsynligvis fordi jeg hele tiden var, du ved, lesbisk. Jeg kan huske, at jeg mange gange har tænkt, “hvordan gør de det? Hvordan formår de at være så naturlige og afslappede i et forhold til en mand?”)

For mig var det – og det har jeg skrevet mange gange før, det ved jeg – en befrielse at slippe ud af heteroparforholdets rigide rollefordeling. Jeg har mere plads til at handle autonomt nu, end jeg nogensinde havde med mænd. Og det handler med garanti mest om, at jeg bare ikke skulle være sammen med mænd. Jeg havde i mine få og mislykkede heteroforhold en evig følelse af, at jeg skulle passe ind i en kasse, som ikke faldt mig naturlig. At jeg skulle være kvinden. Hele pakken. Hvordan fanden man så ellers er det. Det var vist ikke noget, mine mandekærester afkrævede mig – hverken udtalt eller uudtalt – men det var noget, jeg forventede af mig selv, og som gjorde det svært at være den jeg er. Jeg er et relativt ambitiøst, utålmodigt og handlende menneske, hvilket ikke var værdier, jeg dengang kunne finde ud af at passe ind i en heterorelation. Fordi min fornemmelse var, at jeg ikke kunne være både skrøbelig og handlende. Fordi det – normativt anskuet – efterlod klassisk feminine værdier som mådehold og passivitet til min partner.

I mine lesbiske forhold, jeg har haft tre længerevarende af slagsen, har der altid været plads til at jeg rummede det hele. Så jeg sammen med kvinder blev en udgave af mig, som jeg meget bedre kunne lide, fordi der er plads til det hele. Der er dage, hvor jeg holder døren for LL, passer på hende og rummer hendes skrøbelighed. Og der er dage, hvor hun går forrest, kurtiserer mig helt ind til benet og får mig til at mærke, at der er en, der griber mig, når jeg falder. Vi skiftes til at være stærke, og det elsker jeg virkelig.

Så er det fanme fundet en vinder

Min ryg er stadig en drillepind, og det betyder, at sådan noget som at trække en konkurrencevinder prioriteres efter katteøvelser, minigåture, liggen-på-siden-med-dum-bold-mellem-knæene (ekstrasurt, når nu der er så mange meget, meget sjovere ting, man kunne proppe mellem knæene). I ved.

Men nu har jeg ved benhård lodtrækning fundet en vinder, og vinderen bleeeeeev (drumroll) …

“M”

M stod bag følgende historie, som virkelig også er tankevækkende:

Det er ikke min, så det er lidt snyd, men nu får du den alligevel. Jeg hørte fra et par år siden historien her fra en bekendt, der arbejdede på Sex & Samfund: De laver jo hvert år nogle fine materialer til skolebørn, som hvert år i uge 6 får en færdig pakke med info og oplæg til debat om krop og køn og seksualitet m.m.
S&S har kontorer i Kbh, men laver jo materialer til hele landet, så de besluttede et år at teste deres materiale i.. Tårs, tror jeg det var. Eller en eller anden anden meget lille, meget jysk by. Og dét var en øjenåbner! For det viste sig, at de arme unge i Tårs simpelthen ikke engang forstod materialet.
Der var f.eks. den fine case-story om Line og Ayse der blev kærester – og her havde S&S jo tænkt at de var vældig fremme i skoene og _både_ tog minoritetsbaggrund og homoseksualitet op – men i Tårs konstaterede man simpelthen, at eftersom Line var en pige, måtte Ayse være en mand, og så var det som om spørgsmålene i S&S’s fine hæfte bare blev lidt sære. Og der var flere andre historier, der faldt helt til jorden, bare fordi navnene på de unge i historierne var så åbenlyst københavnske, da de kom uden for København, at de overhovedet ikke virkede som særligt relevante eller sandsynlige historier i Tårs. (“Klart nok, at Sylvester og Nor kysser – med de navne _måtte_ de jo være lidt til en side..”)
Så de gode Sex&Samfund-medarbejdere måtte tage hjem igen, let rystede, og konstatere at deres materialer var nogenlunde lige så ubrugelige i Tårs som de var åbenlyst nødvendige…!
… og jeg syntes bare at det var sådan en fin historie, ikke bare om heteronormativitet og minoriteter, men også om københavner-normativitet og kulturforskelle i lille DK.

TILLYKKE, M – jeg har også smidt dig en mail, så vi kan få bogen sendt af sted i din retning!

“Partneren”

Jeg havde forlængst besluttet, at den her blog ikke skulle ende som (endnu) en gravidblog, bare fordi jeg er med rogn. Men shit, det er svært ikke at falde i grøften, når det i sagens natur er det, der fylder allermest … og jeg så oven i købet er bundet til matriklen på Vesterbro pga. den dumme ryg og dermed oplever intet andet end det, der kommer til mig, og det jeg ser ud af forruden på bilen, når LL’s Handicapservice hver uge kører mig til kiropraktoren.

Så her kommer alligevel noget gravid-relateret. Bare fordi.

Noget, jeg virkelig værdsætter, er, når hjemmesider og informationsmedarbejdere uopfordret bruger betegnelsen “dig og din partner” eller “dig og faren eller medmoren” i stedet for bare at gå med den nemme, normative løsning: “mor og far”.

Jeg talte med min fagforening i forrige uge, fordi jeg åbenbart er så elendig til matematik, at jeg ikke kan regne de der skide barselsuger sammen. Og den mandlige informationsmedarbejder brugte netop vendingen “far eller medmor eller hvad-det-nu-er-for-en-konstellation”. Jeg måtte faktisk standse ham og rose. For selvom det er så uendeligt nemt for ham at formulere sig sådan, så er det så uendeligt betydningsfuldt for mig. Fordi jeg føler mig inkluderet.

Og nu besøgte jeg så lige Hvidovre Hospitals hjemmeside, hvor de også skriver ‘partneren’ alle steder i stedet for ‘faren’. Den kommunikationschef, der har ensrettet regionskommunikationen kunne vi altså godt indstille til en eller anden form for hæder.

VIND: “Upassende opførsel” af Mads Ananda Lodahl

Jeg har været blogfraværende – og livsfraværende helt generelt – siden 21. december. Den skæbnesvangre torsdag stod jeg nemlig op, nay, kravlede op fra mit influenzaleje. For jeg kunne pludselig ikke gå. Ikke uden så voldsomme smerter, at jeg begyndte at tude, i hvert fald. Det der kønne scenarie, hvor LL måtte hjælpe mig op fra toilettet, efter jeg under ypperlige støn havde forrettet min nødtørft. Sexet, I know.

En laaang juleuge med panodiler og luther’sk selvpineri (“du kan træne det væk! Flere lændeøvelser! Det skal gøre ondt, før det blive godt!”) senere drønede jeg efter nytår til kiropraktor og fik diagnosen diskusprolaps. Eller diskusprotrusion,  nobody knows, og man kan apparently ikke sådan lige røngtenfotografere gravide typer, viser det sig.

Kiropraktoren gav mig i øvrigt tørt besked om, at min uge med lændeøvelser og selvpåført tvungne gåture havde haft nogenlunde samme virkning som at “kradse med neglen i et åbent sår”. Så jeg blev beordret to ugers komplet 100 pct. liggende hvile … og her ligger jeg sådan set endnu – blot med tiltagende længere ture (som i: nu kan jeg gå – varsomt – rundt om blokken med kun to time-outs med sidden-på-hug, lænende mig op af elkasser og nedløbsrør/gå op ad trappen uden at begynde at tude). Fremskridt!

Så. Jeg burde have haft masser af tid til at læse hele Mads Lodahls nye bog “Upassende opførsel” (med den vidunderlige undertitel “100.000 ord imod den heteroseksuelle verdensorden”) forfra OG bagfra.

Essaysamlingen præsenterer 50 tekster og 435 sider om køn og seksualitet og væver en dyb og grundig forståelse af queer-teori og LGBT-historie sammen med Mads’ personlige erfaringer og refleksioner. Bogen kommer vidt omkring både historisk, teoretisk og i forhold til forskellige identiteter og er både lettilgængelig og næsten skønlitterær i sit sprog. Altsammen vidunderlige kvaliteter ved en god, klog bog – ikke sandt? 

Jeg er imidlertid bare kun nået halvvejs gennem bogen. Af samme årsag som jeg ikke har skrevet så meget som to sammenhængende såkaldt lesbiske blogord: Det har gjort ondt at befinde mig i samme stilling i mere end ti minutter af gangen, og det gør det fucking svært at koncentrere sig om noget som helst.

For det er ved gud(!) ikke hverken interessen eller emnet, der har gjort læsningen langsommelig. Seriøst.

Jeg er muligvis Mads’ største fan. Jeg elsker hans simple, ligefremme formidling, og ‘Upassende opførsel’ er – præcis lige som alt forudgående fra Mads’ hånd – krydret med tonsvis af letforståelige eksempler på normativ tænkning, hentet direkte fra virkeligheden. Jeg sluger den. Det går bare langsommere end vanligt.

Så måske kommer du, kære læser, mig i forkøbet. Jeg har nemlig, sædvanen tro, fået lov at udlodde et eksemplar til en heldig blogfølger.

SÅDAN VINDER DU UPASSENDE OPFØRSEL:

Jeg udpeger vinderen om en uge ved lodtrækning, så skriv din skønneste/værste/sjoveste/nyligste/kedeligste oplevelse med heteronormativitet i kommentarfeltet – og husk at skrive din emailadresse (den bliver ikke offentliggjort på bloggen!), så deltager du automatisk.

Vinderen findes mandag d. 29. januar kl 23.59.

Og hvis du ikke kan vente EN HEL UGE med at læse, så udkommer “Upassende opførsel” også i dag på Forlaget Solidaritet (med forord af sexologiprofessor Christian Graugaard og 15 tegninger af Halfdan Pisket). Du kan fx købe den her. Den koster 200 spir.

Halvvejs

Nu er jeg halvvejs. Lige præcis. Har tyve ugers gravidtid bag mig og tyve uger forude.

Status er, at jeg mærker uhyggeligt lidt til projektet – med undtagelse af det, jeg – i forsøget på at beskrive en for mig helt ny følelse over for en læge – fik beskrevet som ‘milde-konstante-skvatte-med-skridtet-først-ned-på-tværstangen-af-en-herrecykel’-smerter. Alternativt “blevet-gennembollet-en-hel-weekend-med-noget-der-nok-var-lidt-større-end-nødvendigt”-smerter. Eller “har-glemt-pudebukser-til-dobbeltspinningtimen”-smerter. Eller bare ‘Fissesmerter’, når jeg taler med mine nærmeste. De kloge siger, det er noget med bækkenet. Men jeg er ikke hårdt ramt, og det er jeg meget glad for.

Fik dog fødeerfaren veninde til at love mig, at man ikke på noget tidspunkt i løbet af en graviditet kommer til at høre sine egne knogler knirke. Hvilket, viser det sig, er en oprigtig frygt, jeg åbenbart går rundt med. Knirkende knogler er creepy.

Anyways. Jeg ser, frankly, mest gravid ud på kinderne. Og så pruster jeg pludselig som en lille pony, når jeg skal gå op ad trapperne til tredje. Uden at man altså kan se andet på mig, end at jeg potentielt er gået lidt rigeligt til risalamanden i december. Glæder mig til tid med babybump og dermed valid undskyldning for at tiltuske mig seniorsæde i bussen og spise for to.

 

SOMA er det nye FOMS er det nye FOMO

Vi holdt julefrokost i lørdags. Jeg har lyst til at skrive ‘traditionen tro’. Men jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har gjort det før, eller om det bare føles som noget, vi helt sikkert bør gøre igen og igen og igen.

Vi var vel en 13-14 stykker til bords – tre heteroer og så ellers smukke repræsentanter fra LGBTQI*-spektret forresten. Som vanligt var det hjerterum mere end husrum, der drev foretagendet fremad på vores små 65 kvadratmeter. Nogle skulle kravle op i sofaen for at komme på plads ved bordet.

Endda var vi flere end først beregnet, fordi en af de dejligste bøsser i mit liv havde været til halvcrappy, småhomofobisk pligtfirmajulefrokost dagen forinden og af samme årsag havde forhånds-meldt-afbud til vores pga. udsigt til tømmermænd. Men da dagen oprandt trængte han simpelthen så meget til et fordomsfrit kram og lidt fjollegodt homoselskab, at han trodsede tømmermænd og ikke bare kom forbi men faktisk blev til alle (der ikke var i ulykkeligt alkoholfri omstændigheder!) havde indtaget så meget snaps, at de drog mod Nevermind.

Det var en af den slags aftner, hvor man bliver mindet om, hvor mange gode mennesker, man har samlet sammen i sit liv. Jeg kan ikke pinpointe præcis, hvad der gjorde selskabet så eminent – der var bare kærlighed, komplimenter og velvilje i luften, svin og fisk og æg på tallerkenen og intelligente, udviklende samtaler på tværs af bordet.

Jeg gik (ædru!) i seng klokken halv to med mild FOMO (som ellers for tiden er nærmest 100 pct. afløst af FOMS – fear of missing sleep) efter at have sendt alle mine yndlings videre på dødsruten mod Nevermind. Fanme sært at vade rundt uden den mindste promille i blodet og proppe glas i opvaskeren midt om natten, mens alle andre snapser den på favoritbaren inde ved Jarmers Plads. Er ikke decideret stolt af at erkende, hvor meget mit festlige liv hidtil har roteret om alkoholindtag. Men Nevermind på alko-tom mave. Det var mere end mild socialangst kunne holde til. Trods alt.

Men jeg savner simpelthen en fredagsøl, en god cocktail, et glas bobler helt vildt. Verdens mindste violin må være i fuld gang med at spille mig en serenade lige nu. Jeg ved det godt. Man må lide for babybyggeriet.

Til gengæld udmundede mit tiltagende SOMA (sorrow over missed alcohol) sig i følgende udvekskling mellem Bedstebøssen og jeg i sidste uge:

“Mig:
ÆV. JEG GAD GODT DRIKKE MIG GRATIS FULD TIL [unavngiven fest i reklamebranchen] PÅ FREDAG. Men jeg ligger som jeg har redt

BB:
Kan du ikke tage en fridag? Lige som når man er på slankekur?

Mig:
Jo – en cheat day, hvor man bare binger.

BB:
Det er der ikke nogle fostre, som har taget skade af.

Mig:
Føler slet ikke, jeg har drukket nok inden. Alle de spildte fredage. Uden alkohol.

BB:
Godt, vi drak 20 flasker vin i sommerhuset.”

… Touché.

HOMOFOBI ER KIKSET

SF Studios har lige offentliggjort traileren til årets store julefamiliefilm, “Jeg er William”. Jeg ved i sagens natur ikke præcis, hvad filmen handler om (og jeg ved ikke, om man kan læse lidt ung homoromantik ind i de blikke, de to unge drenge sender hinanden halvvejs gennem teaseren nedenfor – here’s to hoping!).

Men jeg ved, at onklen i filmen er en idiotisk homofob. Og jeg ved, at traileren fire gange på to minutter inkluderer ordet ‘homo’ brugt som skældsord. Jeg er helt ærligt lidt målløs. Er børnefilm virkelig ikke nået længere i 2017?

Det gør mig vred, at fans af filmen garanteret vil bringe nederen og letkøbte argumenter som nedenstående til bordet i deres forsvar af onklen og traileren/filmen:

1) “Det er jo bare for sjov – kan du ikke tage en joke?”

og

2) “Onklen er jo til grin – tydeligvis en fortabt type – og derfor er alt, hvad han siger kikset, det kan alle da se!”.

For den holder simpelthen ikke. Lige meget om børn(!!) kan aflæse onklen og hans udsagn som 100 pct. entydigt dumme (og kan de nu også det?), er replikkerne ikke desto mindre med til at reproducere en diskurs, som vi har kæmpet mod i så, så, så mange år.

Og selvom karakteren er en nar, kan replikken altså hurtigt få kultstatus alligevel. I husker måske – bare lige off the top of my head – “Spis nu skovsneglen, Mulle”.

Og vi har ikke brug for, at en netop så modtagelig målgruppe som børn får (yderligere) smag for at bruge “homo” nedsættende om alt fra pasta og golf … til hinanden. For “homo” som skældsord skal simpelthen bare ties ihjel præcis som hele den lange række begreber, der måske nok startede som uskyldige og neutrale termer, men som i de forkerte munde – og ytret med de forkerte intentioner! – får en helt anden klang.

For lige at opsummere:

‘HOMO’ ER IKKE ET SKÆLDORD, OG HOMOFOBI ER KIKSET (og det kan I jo fx lige gå ind og nævne på SF Studios facebookside, hvis I skulle få lyst … )

Det’ en ommer, SF Studios! (Apropos replikker, der lever videre)

Som ekstraglasur på toppen af kagen, valgte SF Studios for en stund at skjule alle kritiske kommentarer under opslaget på deres FB-side. Siden kom de heldigvis på bedre tanker og gjorde kommentarerne synlige igen, men der er stadig ikke skyggen af respons fra afsenderne. Til gengæld er det rart at se, hvor relativt enige alle kommentatorerne er om, at brugen af begrebet ‘homo’ i traileren er uhørt. Trods alt.

Åh! Og så har vi ikke engang talt om den ret så misogyne måde, filmen portrætterer kvinder på. Det må blive en anden dag.

Derfor elsker jeg LL. Kogt ned til seks ord og et emoji

Jeg er besat af vafler for tiden. Tror, det startede med en venindes forespørgsel om en brunchdate flankeret af mundvandsinducerende instagrambilleder af sprøde belgiske vafler med alskens lykke og kærlighed som topping. Dernæst læste jeg, at man kan lave SUNDE vafler af banan og chiafrø og helt uden sukker. Så det var nærmest dumt ikke at investere i en sådan kilde til fremtidig stensikker fitness. Host-host.

Så jeg var i markedet for et vaffeljern.

Men denne købetrang optrådte, forstås, i kombination med, at jeg er nærig. Og – relativt – decemberfattig, før december overhovedet er gået i gang. Og at skabene i vores miniaturesamtalekøkken allerede bugner af så ufatteligt et væld af køkkenredskaber, at de er svære at lukke. Slowjuicer, toastjern, brødrister and all.

Jeg befandt mig med andre ord i et af mit livs nok største dilemmaer. “To vaffeljern or not to vaffeljern?”, som en eller anden halvdramatisk gut vist engang ytrede oppe på Kronborg.

Og så er det nogle gange bare rart med lidt bekræftende opbakning hjemmefra. At erfare, at vi er fuldkommen på linje, når det drejer sig om at prioritere det store og væsentlige i vores lesbiske husholdning. At vi lige som ved, hvad der er essentielt for at drive et fornuftigt køkken:

…. Og nu er vaffeljern indkøbt med (forhåbentlig) lynhurtig levering i morgen – here’s to hoping, PostNord!

« Ældre indlæg