Mit såkaldt lesbiske liv

En lesbisk blog

Kliché-fælden over alle klichefælder

“Lad os droppe julegaverne og bare give hinanden dem her”

Sådan lød det enstemmigt og med tydelig lettelse i begge vores enige stemmer, da LL og jeg i november fandt nogle afsindigt smukke lamper til entréen – aka seneste renoveringsprojekt. Og den tro levede jeg så lykkeligt – og gentagne gange bekræftet – i lige indtil i går aftes, sent, hvor LL med bekymrende/mistænkeligt lumsk smil spørger, “om jeg glæder mig til, ikke at få julegave?”.

Og der stod jeg så med alt min usle overskæg i brevkassen, velvidende at LL drager mod Jylland i morgen tidlig. Og at min dagen-før-dagen-før-dagen ganske som forventet blev så tætpakket, at der hverken var tid til overbevisende kreagaver eller helt reelt at købe noget gennemtænkt.

HVAD GØR MAN? Jeg harrrrrr tolv timer (hvoraf jeg forventer at sove de syv).

Tour-de-homo (som i de gode gamle dage)

Efter at have set (og mega-/meta-snakket) SKAM i godt selskab et sted på Nørrebro fredag aften, begik jeg den fejl/genistreg at skrive til Bedstebøssen på vej hjem ved midnatstid (vi må i øvrigt snart finde et nyt pseudonym til ham, for han HADER ‘Bedstebøssen’ af et halvskidt hjerte).

Ville bare lige høre (fra min sure cykeltur der foregik i fastfrosset tredje gear), om han var færdig til julefrokost, og om vi skulle tage en enkelt (bare en enkelt!), inden vi drog Vesterbro-over. Han var frisk, og vi mødtes foran Cosy, der var lidt for hektisk (vi stak lige hovedet indenfor men vendte om i døren – for skingert og tæt), snuppede i stedet en øl på Kiss Kiss.

Og hvis du ikke kender Kiss (Kiss), er det ikke nødvendigvis, fordi du ikke kender Kiss … Kiss, men mest bare fordi Kiss/Kiss Kiss sandsynligvis ikke hed Kiss (Kiss), da du var der for tre måneder siden. Det er den der ultrageneriske homobar på førstesalen et par numre længere henne end Masken Bar i Studiestræde. Der hvor der er ret mange bøsser i aldersgruppen 50+ som mest kommer der, synes det, fordi man må ryge indenfor. Hvilket i øvrigt er et kendetegn ved nærmest samtlige byens bøssebarer, går det i skrivende stund op for mig.

Jeg afslog blankt, da BB stille det forsigtige spørgsmål: ” … shot?”. Men en enkelt var alligevel ikke nok, så vi pakkede vores sager og tog bare lige én enkelt mere på … Gay CPH. Og hvis du ikke ved, hvad Gay CPH er, så er det, fordi du nok er lige så gammel som mig og dermed aldrig nogensinde helt kommer til at give slip på, at det er Dunkel, der hører til i de lokaler i Vester Voldgade. Og så er Gay også bare lige så tilpas anonymt, at det i virkeligheden ligner en hvilken som helst homoklub, man kan google sig frem til i en fremmed storby verden over. Blåt neonlys, Nicki Minaj på anlægget (jeg klager ikke) og øl i plastikglas, der siger ‘klak’ og ikke ‘klink’, når man skåler.

Men ind af døren trådte tre skønne halvbekendte bøsser (ikke at forveksle med Fem Fine Frøkner. Og ja, det var en reference til SKAM). Og de tog ikke tequila-nej for et svar, og snart var klokken fem, og vi var på – surprise – Nevermind.

Og min aften var fuldendt det øjeblik, jeg var trådt ind af døren til min egen lille bøssede homostambar og:

1) Havde vejret stemningen

2) Hilste på de yderligere syv skønne bøsser, jeg kendte på skønne Never

3) Vendte rundt for at smide taske og frakke i garderoben, og en lille og hip – plus ganske androgynkøn … og ret ung – lebbe greb min arm med et “Går du allerede?”. Jeg svarede med et hurtigt, øhmn nej og hvorfor? Hvortil hun svarede, så en 35-årig homodame blev smigret helt i knæ, at hun bare ville være ked af, hvis jeg gik uden vi havde talt sammen.

Jaja. Det sker garanteret for andre lebber hele tiden. Men for den her midaldrende kærestekedelige af slagsen sker der seriøst(!) aldrig. Og varmer derfor desto mere.

Nå, men da jeg havde vekslet en hel 50’er til lidt opbevaringsplads ude bagved, lånt min pudder til smuk ung bøsse på herretoilettet, og var tilbage på dansegulvet, var jeg nu snart så optaget af danseri, at det blev ved snakken … om snakken.

Og da jeg vågnede lørdag havde jeg faktisk slet ikke tømmermænd. Næsten.

Et af de der indlæg, der starter med The Wire og slutter med et rant om ordet “lesbisk”

Nå. Fordi der ikke er nok Westworld, og fordi LL ikke er hoppet på SKAM, har denne lille lesbiske husholdning endelig kastet sig over The Wire (jeg dukker mig lige, mens seriefeinschmeckere kaster sko i hovedet på mig, fordi jeg endnu ikke har set bedste HBO-serie nogensinde). Vi når ikke langt ind i første sæson, før det viser sig, at den ene kriminalinspektør er lesbisk. “Hun er lesbisk,” siger jeg. “Hun er lesbisk!”

LL mumler et, “mhmhm”. Nogle scener s(c)enere, skal lebben Kima (der i øvrigt er ganske nydelig) forklare ny kollega, at hun foretrækker the poon. Kima er i øvrigt sygt lækker og ligner en blanding mellem Nicki Minaj (*swoon*) og en … lebbe.

Kima the wire lesbian

Og det bliver tåkrummende. Ikke i serien, men i mig. Fordi der stadig, efter ti års lesbianisme på egen krop, er et eller andet fordækt over ordet. Lesbisk.

Det er som om (og jeg beklager over for tudsegamle læsere, hvis jeg har skrevet præcis det samme før) at det bare aldrig udelukkende er en nøgtern, ligegyldig beskriver, ik’? Det er altid en lille smule intimt. Som om man ikke kan sige “lesbisk” uden at hinte til sex.

I formelle sammenhænge, hvor jeg skal nævne min kæreste, sniger jeg mig altid udenom ordet. “Min kæreste er en kvinde”, “jeg er homo”, “min kæreste hun hedder …”. Som om selv “jeg er til kvinder” er mindre slibrigt end “lesbisk”. Lesbisk konnoterer sex. Også når man egentlig bare snakker om seksualitet. Ik?

Je suis Isak

Jeg har lige taget den store SKAM-quiz herhenne. Skuffende – men meget rammende – blev jeg Isak (“if you’re tired, gay, and confused, you’re Isak.”).

Og jeg tror ikke KUN, det var, fordi jeg helt klart ville høre til i Hufflepuff på Hogwarts og i øvrigt bedst kan lide up-side-down-smileyen af alle emojierne.

SKAM NRKJeg troede faktisk, jeg ville blive Jente-Chris. Igen. Det blev jeg i Politikens quiz. Det er nok hende – eller en blanding af hende og Sana og så tilsat Nooras røde læbestift – jeg identificerer mig mest med. Den awkward outsider med det stoooore hjerte. Smukt lige at sætte de ord på sig selv alligevel.

 

Jeg blev i øvrigt meget rørt over klippet i går (Tirsdag d. 6.12.16 kl. 11.46). Jeg ønsker virkelig for alle, at de har en Magnus i deres liv, der kan forklare dem – sådan helt nøgternt og fordomsfrit – om psykisk sygdom. For det er ikke farligt. Og det smitter ikke. Og det bør ikke være så tabubelagt, når tabuerne betyder, at fordommene består. SGU! Er meget imponeret over, hvor elegant, fordomsfrit, realistisk og appetitligt, SKAM formår at håndtere alle de der svære følelser og emner, som unge oplever (for første gang).

Nå, men i den der quiz, hvor jeg blev Isak, blev Isak forklaret sådan her:

“You tend to keep people at a distance until you are sure of how they feel about you, friend or otherwise. You’ve been abandoned before, and your biggest fear is that you’ll end up alone. Sometimes you feel like your body can’t hold in all of your emotions and you think that if you talk about how you feel, it will all come out and never stop. However, once you are able to accept that people care about you and aren’t going anywhere, you trust and love deeply. You seek advice and knowledge to soothe your anxiety. You’re a classic introvert, but you have a few special people who calm you as much as solitude does. You have struggled and may still be struggling to accept who you are, but you’re actively trying to become a better person. You’re pretty great already.”

Hvilket er uhyggeligt præcist og meget sandt. Foruden min mor er der måske to mennesker i verden, i hvis selskab jeg kan slappe heeeelt af. Heldigvis er LL den ene.

Og! Hvis I ikke er hoppet på SKAM-vognen endnu, kan I jo gøre som de andre last-movers og bare se de fulde ugentlig afsnit på NRK’s hjemmeside. Husk at klikke på ‘Sesong 1’, så du ser det fra begyndelsen.

Når man stikker næsen frem …

Jeg har et par gange på det seneste skrevet tekster, der er blevet bragt og delt relativt bredt offentligt. Altså tekster, hvor jeg – modsat her – sætter mit ret så google-venlige navn under. Det har været min egen lille nye udfordring til mig selv: At trykke lidt mere på holdningspedalen og ikke være så bange. Fordi jeg ikke gider at lade være (med noget) på grund af angst.

Men det, der så sker, er jo, at folk reagerer på det, jeg skriver. Og – lo and behold! – ikke alle er enige i det. Vildt nok alligevel, at jeg ikke sådan kan tilfredsstille hele verden.

Og så kommenterer de, og i dag har en enkelt endda gjort sig den ulejlighed at finde mig på facebook og sende mig en personlig besked om, at en – i min optik – komplet umiskendeligt lillebitte detalje i en tekst faldt ham for brystet.

Han har nok allerede glemt det igen. Men her sidder jeg. To og en halv time senere og endnu helt flad af utilpashed. Og blev atter mindet om, hvorfor fanden jeg helst ikke stikker næsen frem. Men nu lover jeg lige (igen) mig selv, at det ikke skal få mig til at stoppe. Jeg læste lige et par linjer af en artikel i Børsen om en kvindelig DJ, hvis mandlige kolleger havde ondt bagi over, at hun scorede de fede jobs. Og så læste jeg kommentarerne til artiklen på Facebook. Og så gik det (igen) op for mig, at jeg dels bestemt ikke har det tilnærmelsesvist lige så svært som så mange andre kvinder, der stikker næsen frem. Og dels, at det først er det sekund, modstand får os til at holde kæft, skaden reelt sker.

Det er i bund og grund det samme, der er årsagen til, at den her blog stadig på femte (sjette?) år er anonym. Jeg er simpelthen så bange for, at I ikke ville kunne lide mig, hvis I vidste hvem jeg var. Så længe, det er Lesbos Anonymous, der får kritikken, preller det trods alt en lille smule af. Så er det jo ikke *rigtigt* mig, der får hug, vel?

Men jeg vil sindssygt gerne blive bedre til at tackle det. Udvikle lidt hård hud. Så ejheller en kommentar som den der faldt under et tidligere indlæg her på bloggen slår mig ud. Det er bizart at tænke på, at jeg måske får tredive, fyrre eller endda hundrede rosende, søde, kærlige beskeder og kommentarer for hver sviner, der ryger min vej. Men jeg kan – helt ærligt – ikke huske en eneste af de pæne beskeder lige nu. Kun de kritiske. Det her glas er overdrevet halvt tomt.

“Godmorgen kolleger, vil I vide lidt om min cyklus?”

Ved I hvorfor jeg ikke er politiker? Eller altså, vil I høre én blandt tusind årsager til, at jeg ville være en rædsomt dårlig politiker? Jo. Jeg ville simpelthen være ude af stand til at holde styr på alle de hemmeligheder, løgne og rænkesmederier, der følger med.

Lad mig give et eksempel:

Jeg var lige i gang med at forfatte et lebbeblogindlæg og skulle til at trykke ‘udgiv’, idet jeg læser det igennem og erfarer, at jeg da faktisk er ved at udgive et indlæg om lesbisk menstruationstristesse på min arbejdsplads’ blog. Der kører på samme content management-system.

Det havde måske været en tilforladeligt fejltagelse, hvis jeg nu havde tastet “wordpress…” i url-feltet og ved uheld var havnet på arbejdsbloggen på baggrund af noget autocomplete og sådan.

Men tilfældet vil, at jeg aktivt gik op og trykkede på den favoritgenvej, jeg har lagt i værktøjslinjen til netop arbejdsbloggen. En lille favoritgenvej, der er let at genkende, fordi den er angivet med min arbejdsplads’ logo i værktøjslinjen. Et logo, vel at mærke, der end ikke tilnærmelsesvis ligner lebbebloggens. I hverken farver eller noget som helt andet.

Min eneste undskyldning er, at jeg er verdens mest distræte menneske. Og verdens mindst egnede til strategisk-hemmelighedskræmmeri.

Mere kaffe. Nu.

SKAM for helvede! SKAM!

Jeg føler, jeg har svigtet. Tænk sig, at jeg ikke med så meget som to sammenhængende (eller enkeltstående, bevares) ord har nævnt min nye norske religion:

SKAM.

Jeg er besat. Opdagede serien i sommer, bingede de to første sæsoner på no time og opdaterer nu Skam.p3.no hver andet sekund. Er I på? Elsker I det?

Jeg er – foruden selvfølgelig Team Isak – nok mest Team Jente-Chris og Team Sana.

Jeg ved ikke, hvad der mere er at sige om SKAM. Feberen har ligesom ramt. Og dette blogindlæg er så last mover-agtigt, at det næsten er flovt.

Men SKAM er simpelthen det uden sammenligning mest hjerteskærende ægte teenagefjernsyn, jeg har set nogensinde. Jeg har stenet meget over, om jeg mon ville synes, serien var lige så god og vigtig, hvis jeg selv var teen og altså i den direkte målgruppe. Og jeg tror det ikke.

Jeg tror helt klart, jeg stadig ville se og fandom’e og besættelsesfølge, men jeg bilder mig ind, at det ville være med et stik i hjertet, som jeg lykkeligt slipper for nu, fordi tid skaber afstand skaber nostalgi skaber overskud til ikke at sammenligne sig og finde sig selv lidt mindre lækker, smart, populær og getting-the-girl-in-the-endagtig end dem. Jeg tror, jeg elsker SKAM desto højere, fordi jeg selv har den i virkeligheden sygt hårde periode mere på afstand.Men det siger nok mest om mig.

I øvrigt kan jeg varmt anbefale Kosegruppa DK (find mig blandt de 8.000+ medlemmer!) henne på Facebook. Mest intense, fanatiske overspringshandling i verdenshistorien. Slå notifikationer fra med det samme. Bare et tip.

Nå, nu må I have my excused, skal lige se hvad Sana har at sige til sagerne.

gvg9okgyu2xtd4xoubrgmq4ih7xegcdhyhbua21f4qzw

Beviset: Denne såkaldte lebbe er et skønt menneske

Kender I det, når man:

  • Bruger længere tid på at omarrangere i opvaskemaskinen, så den ser urørt ud, når man har taget ét rent glas, end det egentlig ville tage at tømme den.
  • Siger noget sygt klogt og dybt – og faktisk reelt får gåsehud på armene over, hvor sandt og viist det er, det man siger? En slags selvfedme-erektion.
  • Bruger længere tid på at knuse en halvstor jordklump med støvsugerhovedet i entréen, så den kan suges op, end det ville tage bare at bøje sig, samle op, gå ud i skralderen, smide ud.
  • Bruger længere tid på at mase bløde madrester ned gennem afløbet i køkkenvasken, end det ville tage blot at samle dem og tømme dem i skralderen?
  • Stiller sin nye computer på bordet lige under vindueskarmen, førend man – uden at tømme vindueskarmen – borer ny gardinstang op og i maseriet vælter fyldt vase fra karm ned over ny computer?
  • Konsekvent giver hunden skylden, når man prutter?

(Og glem nu ikke, at I stadig kan nå at vinde et eksemplar af den nye seje bog “Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp” på bloggen: Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme 

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

It never gets old

Yup. Hun sad der. Gjorde Marie Key. Og beskedens afsender kunne senere samme mandag under spøgelsestur med hundene i tusmørket på kirkegården (creepy) fortælle, at MK lignede en ret præcis blanding af samtlige mine ekskærester. Bare med briller.
« Older posts