Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Så er det fanme fundet en vinder

Min ryg er stadig en drillepind, og det betyder, at sådan noget som at trække en konkurrencevinder prioriteres efter katteøvelser, minigåture, liggen-på-siden-med-dum-bold-mellem-knæene (ekstrasurt, når nu der er så mange meget, meget sjovere ting, man kunne proppe mellem knæene). I ved.

Men nu har jeg ved benhård lodtrækning fundet en vinder, og vinderen bleeeeeev (drumroll) …

“M”

M stod bag følgende historie, som virkelig også er tankevækkende:

Det er ikke min, så det er lidt snyd, men nu får du den alligevel. Jeg hørte fra et par år siden historien her fra en bekendt, der arbejdede på Sex & Samfund: De laver jo hvert år nogle fine materialer til skolebørn, som hvert år i uge 6 får en færdig pakke med info og oplæg til debat om krop og køn og seksualitet m.m.
S&S har kontorer i Kbh, men laver jo materialer til hele landet, så de besluttede et år at teste deres materiale i.. Tårs, tror jeg det var. Eller en eller anden anden meget lille, meget jysk by. Og dét var en øjenåbner! For det viste sig, at de arme unge i Tårs simpelthen ikke engang forstod materialet.
Der var f.eks. den fine case-story om Line og Ayse der blev kærester – og her havde S&S jo tænkt at de var vældig fremme i skoene og _både_ tog minoritetsbaggrund og homoseksualitet op – men i Tårs konstaterede man simpelthen, at eftersom Line var en pige, måtte Ayse være en mand, og så var det som om spørgsmålene i S&S’s fine hæfte bare blev lidt sære. Og der var flere andre historier, der faldt helt til jorden, bare fordi navnene på de unge i historierne var så åbenlyst københavnske, da de kom uden for København, at de overhovedet ikke virkede som særligt relevante eller sandsynlige historier i Tårs. (“Klart nok, at Sylvester og Nor kysser – med de navne _måtte_ de jo være lidt til en side..”)
Så de gode Sex&Samfund-medarbejdere måtte tage hjem igen, let rystede, og konstatere at deres materialer var nogenlunde lige så ubrugelige i Tårs som de var åbenlyst nødvendige…!
… og jeg syntes bare at det var sådan en fin historie, ikke bare om heteronormativitet og minoriteter, men også om københavner-normativitet og kulturforskelle i lille DK.

TILLYKKE, M – jeg har også smidt dig en mail, så vi kan få bogen sendt af sted i din retning!

“Partneren”

Jeg havde forlængst besluttet, at den her blog ikke skulle ende som (endnu) en gravidblog, bare fordi jeg er med rogn. Men shit, det er svært ikke at falde i grøften, når det i sagens natur er det, der fylder allermest … og jeg så oven i købet er bundet til matriklen på Vesterbro pga. den dumme ryg og dermed oplever intet andet end det, der kommer til mig, og det jeg ser ud af forruden på bilen, når LL’s Handicapservice hver uge kører mig til kiropraktoren.

Så her kommer alligevel noget gravid-relateret. Bare fordi.

Noget, jeg virkelig værdsætter, er, når hjemmesider og informationsmedarbejdere uopfordret bruger betegnelsen “dig og din partner” eller “dig og faren eller medmoren” i stedet for bare at gå med den nemme, normative løsning: “mor og far”.

Jeg talte med min fagforening i forrige uge, fordi jeg åbenbart er så elendig til matematik, at jeg ikke kan regne de der skide barselsuger sammen. Og den mandlige informationsmedarbejder brugte netop vendingen “far eller medmor eller hvad-det-nu-er-for-en-konstellation”. Jeg måtte faktisk standse ham og rose. For selvom det er så uendeligt nemt for ham at formulere sig sådan, så er det så uendeligt betydningsfuldt for mig. Fordi jeg føler mig inkluderet.

Og nu besøgte jeg så lige Hvidovre Hospitals hjemmeside, hvor de også skriver ‘partneren’ alle steder i stedet for ‘faren’. Den kommunikationschef, der har ensrettet regionskommunikationen kunne vi altså godt indstille til en eller anden form for hæder.

VIND: “Upassende opførsel” af Mads Ananda Lodahl

Jeg har været blogfraværende – og livsfraværende helt generelt – siden 21. december. Den skæbnesvangre torsdag stod jeg nemlig op, nay, kravlede op fra mit influenzaleje. For jeg kunne pludselig ikke gå. Ikke uden så voldsomme smerter, at jeg begyndte at tude, i hvert fald. Det der kønne scenarie, hvor LL måtte hjælpe mig op fra toilettet, efter jeg under ypperlige støn havde forrettet min nødtørft. Sexet, I know.

En laaang juleuge med panodiler og luther’sk selvpineri (“du kan træne det væk! Flere lændeøvelser! Det skal gøre ondt, før det blive godt!”) senere drønede jeg efter nytår til kiropraktor og fik diagnosen diskusprolaps. Eller diskusprotrusion,  nobody knows, og man kan apparently ikke sådan lige røngtenfotografere gravide typer, viser det sig.

Kiropraktoren gav mig i øvrigt tørt besked om, at min uge med lændeøvelser og selvpåført tvungne gåture havde haft nogenlunde samme virkning som at “kradse med neglen i et åbent sår”. Så jeg blev beordret to ugers komplet 100 pct. liggende hvile … og her ligger jeg sådan set endnu – blot med tiltagende længere ture (som i: nu kan jeg gå – varsomt – rundt om blokken med kun to time-outs med sidden-på-hug, lænende mig op af elkasser og nedløbsrør/gå op ad trappen uden at begynde at tude). Fremskridt!

Så. Jeg burde have haft masser af tid til at læse hele Mads Lodahls nye bog “Upassende opførsel” (med den vidunderlige undertitel “100.000 ord imod den heteroseksuelle verdensorden”) forfra OG bagfra.

Essaysamlingen præsenterer 50 tekster og 435 sider om køn og seksualitet og væver en dyb og grundig forståelse af queer-teori og LGBT-historie sammen med Mads’ personlige erfaringer og refleksioner. Bogen kommer vidt omkring både historisk, teoretisk og i forhold til forskellige identiteter og er både lettilgængelig og næsten skønlitterær i sit sprog. Altsammen vidunderlige kvaliteter ved en god, klog bog – ikke sandt? 

Jeg er imidlertid bare kun nået halvvejs gennem bogen. Af samme årsag som jeg ikke har skrevet så meget som to sammenhængende såkaldt lesbiske blogord: Det har gjort ondt at befinde mig i samme stilling i mere end ti minutter af gangen, og det gør det fucking svært at koncentrere sig om noget som helst.

For det er ved gud(!) ikke hverken interessen eller emnet, der har gjort læsningen langsommelig. Seriøst.

Jeg er muligvis Mads’ største fan. Jeg elsker hans simple, ligefremme formidling, og ‘Upassende opførsel’ er – præcis lige som alt forudgående fra Mads’ hånd – krydret med tonsvis af letforståelige eksempler på normativ tænkning, hentet direkte fra virkeligheden. Jeg sluger den. Det går bare langsommere end vanligt.

Så måske kommer du, kære læser, mig i forkøbet. Jeg har nemlig, sædvanen tro, fået lov at udlodde et eksemplar til en heldig blogfølger.

SÅDAN VINDER DU UPASSENDE OPFØRSEL:

Jeg udpeger vinderen om en uge ved lodtrækning, så skriv din skønneste/værste/sjoveste/nyligste/kedeligste oplevelse med heteronormativitet i kommentarfeltet – og husk at skrive din emailadresse (den bliver ikke offentliggjort på bloggen!), så deltager du automatisk.

Vinderen findes mandag d. 29. januar kl 23.59.

Og hvis du ikke kan vente EN HEL UGE med at læse, så udkommer “Upassende opførsel” også i dag på Forlaget Solidaritet (med forord af sexologiprofessor Christian Graugaard og 15 tegninger af Halfdan Pisket). Du kan fx købe den her. Den koster 200 spir.

Halvvejs

Nu er jeg halvvejs. Lige præcis. Har tyve ugers gravidtid bag mig og tyve uger forude.

Status er, at jeg mærker uhyggeligt lidt til projektet – med undtagelse af det, jeg – i forsøget på at beskrive en for mig helt ny følelse over for en læge – fik beskrevet som ‘milde-konstante-skvatte-med-skridtet-først-ned-på-tværstangen-af-en-herrecykel’-smerter. Alternativt “blevet-gennembollet-en-hel-weekend-med-noget-der-nok-var-lidt-større-end-nødvendigt”-smerter. Eller “har-glemt-pudebukser-til-dobbeltspinningtimen”-smerter. Eller bare ‘Fissesmerter’, når jeg taler med mine nærmeste. De kloge siger, det er noget med bækkenet. Men jeg er ikke hårdt ramt, og det er jeg meget glad for.

Fik dog fødeerfaren veninde til at love mig, at man ikke på noget tidspunkt i løbet af en graviditet kommer til at høre sine egne knogler knirke. Hvilket, viser det sig, er en oprigtig frygt, jeg åbenbart går rundt med. Knirkende knogler er creepy.

Anyways. Jeg ser, frankly, mest gravid ud på kinderne. Og så pruster jeg pludselig som en lille pony, når jeg skal gå op ad trapperne til tredje. Uden at man altså kan se andet på mig, end at jeg potentielt er gået lidt rigeligt til risalamanden i december. Glæder mig til tid med babybump og dermed valid undskyldning for at tiltuske mig seniorsæde i bussen og spise for to.

 

SOMA er det nye FOMS er det nye FOMO

Vi holdt julefrokost i lørdags. Jeg har lyst til at skrive ‘traditionen tro’. Men jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har gjort det før, eller om det bare føles som noget, vi helt sikkert bør gøre igen og igen og igen.

Vi var vel en 13-14 stykker til bords – tre heteroer og så ellers smukke repræsentanter fra LGBTQI*-spektret forresten. Som vanligt var det hjerterum mere end husrum, der drev foretagendet fremad på vores små 65 kvadratmeter. Nogle skulle kravle op i sofaen for at komme på plads ved bordet.

Endda var vi flere end først beregnet, fordi en af de dejligste bøsser i mit liv havde været til halvcrappy, småhomofobisk pligtfirmajulefrokost dagen forinden og af samme årsag havde forhånds-meldt-afbud til vores pga. udsigt til tømmermænd. Men da dagen oprandt trængte han simpelthen så meget til et fordomsfrit kram og lidt fjollegodt homoselskab, at han trodsede tømmermænd og ikke bare kom forbi men faktisk blev til alle (der ikke var i ulykkeligt alkoholfri omstændigheder!) havde indtaget så meget snaps, at de drog mod Nevermind.

Det var en af den slags aftner, hvor man bliver mindet om, hvor mange gode mennesker, man har samlet sammen i sit liv. Jeg kan ikke pinpointe præcis, hvad der gjorde selskabet så eminent – der var bare kærlighed, komplimenter og velvilje i luften, svin og fisk og æg på tallerkenen og intelligente, udviklende samtaler på tværs af bordet.

Jeg gik (ædru!) i seng klokken halv to med mild FOMO (som ellers for tiden er nærmest 100 pct. afløst af FOMS – fear of missing sleep) efter at have sendt alle mine yndlings videre på dødsruten mod Nevermind. Fanme sært at vade rundt uden den mindste promille i blodet og proppe glas i opvaskeren midt om natten, mens alle andre snapser den på favoritbaren inde ved Jarmers Plads. Er ikke decideret stolt af at erkende, hvor meget mit festlige liv hidtil har roteret om alkoholindtag. Men Nevermind på alko-tom mave. Det var mere end mild socialangst kunne holde til. Trods alt.

Men jeg savner simpelthen en fredagsøl, en god cocktail, et glas bobler helt vildt. Verdens mindste violin må være i fuld gang med at spille mig en serenade lige nu. Jeg ved det godt. Man må lide for babybyggeriet.

Til gengæld udmundede mit tiltagende SOMA (sorrow over missed alcohol) sig i følgende udvekskling mellem Bedstebøssen og jeg i sidste uge:

“Mig:
ÆV. JEG GAD GODT DRIKKE MIG GRATIS FULD TIL [unavngiven fest i reklamebranchen] PÅ FREDAG. Men jeg ligger som jeg har redt

BB:
Kan du ikke tage en fridag? Lige som når man er på slankekur?

Mig:
Jo – en cheat day, hvor man bare binger.

BB:
Det er der ikke nogle fostre, som har taget skade af.

Mig:
Føler slet ikke, jeg har drukket nok inden. Alle de spildte fredage. Uden alkohol.

BB:
Godt, vi drak 20 flasker vin i sommerhuset.”

… Touché.

HOMOFOBI ER KIKSET

SF Studios har lige offentliggjort traileren til årets store julefamiliefilm, “Jeg er William”. Jeg ved i sagens natur ikke præcis, hvad filmen handler om (og jeg ved ikke, om man kan læse lidt ung homoromantik ind i de blikke, de to unge drenge sender hinanden halvvejs gennem teaseren nedenfor – here’s to hoping!).

Men jeg ved, at onklen i filmen er en idiotisk homofob. Og jeg ved, at traileren fire gange på to minutter inkluderer ordet ‘homo’ brugt som skældsord. Jeg er helt ærligt lidt målløs. Er børnefilm virkelig ikke nået længere i 2017?

Det gør mig vred, at fans af filmen garanteret vil bringe nederen og letkøbte argumenter som nedenstående til bordet i deres forsvar af onklen og traileren/filmen:

1) “Det er jo bare for sjov – kan du ikke tage en joke?”

og

2) “Onklen er jo til grin – tydeligvis en fortabt type – og derfor er alt, hvad han siger kikset, det kan alle da se!”.

For den holder simpelthen ikke. Lige meget om børn(!!) kan aflæse onklen og hans udsagn som 100 pct. entydigt dumme (og kan de nu også det?), er replikkerne ikke desto mindre med til at reproducere en diskurs, som vi har kæmpet mod i så, så, så mange år.

Og selvom karakteren er en nar, kan replikken altså hurtigt få kultstatus alligevel. I husker måske – bare lige off the top of my head – “Spis nu skovsneglen, Mulle”.

Og vi har ikke brug for, at en netop så modtagelig målgruppe som børn får (yderligere) smag for at bruge “homo” nedsættende om alt fra pasta og golf … til hinanden. For “homo” som skældsord skal simpelthen bare ties ihjel præcis som hele den lange række begreber, der måske nok startede som uskyldige og neutrale termer, men som i de forkerte munde – og ytret med de forkerte intentioner! – får en helt anden klang.

For lige at opsummere:

‘HOMO’ ER IKKE ET SKÆLDORD, OG HOMOFOBI ER KIKSET (og det kan I jo fx lige gå ind og nævne på SF Studios facebookside, hvis I skulle få lyst … )

Det’ en ommer, SF Studios! (Apropos replikker, der lever videre)

Som ekstraglasur på toppen af kagen, valgte SF Studios for en stund at skjule alle kritiske kommentarer under opslaget på deres FB-side. Siden kom de heldigvis på bedre tanker og gjorde kommentarerne synlige igen, men der er stadig ikke skyggen af respons fra afsenderne. Til gengæld er det rart at se, hvor relativt enige alle kommentatorerne er om, at brugen af begrebet ‘homo’ i traileren er uhørt. Trods alt.

Åh! Og så har vi ikke engang talt om den ret så misogyne måde, filmen portrætterer kvinder på. Det må blive en anden dag.

Derfor elsker jeg LL. Kogt ned til seks ord og et emoji

Jeg er besat af vafler for tiden. Tror, det startede med en venindes forespørgsel om en brunchdate flankeret af mundvandsinducerende instagrambilleder af sprøde belgiske vafler med alskens lykke og kærlighed som topping. Dernæst læste jeg, at man kan lave SUNDE vafler af banan og chiafrø og helt uden sukker. Så det var nærmest dumt ikke at investere i en sådan kilde til fremtidig stensikker fitness. Host-host.

Så jeg var i markedet for et vaffeljern.

Men denne købetrang optrådte, forstås, i kombination med, at jeg er nærig. Og – relativt – decemberfattig, før december overhovedet er gået i gang. Og at skabene i vores miniaturesamtalekøkken allerede bugner af så ufatteligt et væld af køkkenredskaber, at de er svære at lukke. Slowjuicer, toastjern, brødrister and all.

Jeg befandt mig med andre ord i et af mit livs nok største dilemmaer. “To vaffeljern or not to vaffeljern?”, som en eller anden halvdramatisk gut vist engang ytrede oppe på Kronborg.

Og så er det nogle gange bare rart med lidt bekræftende opbakning hjemmefra. At erfare, at vi er fuldkommen på linje, når det drejer sig om at prioritere det store og væsentlige i vores lesbiske husholdning. At vi lige som ved, hvad der er essentielt for at drive et fornuftigt køkken:

…. Og nu er vaffeljern indkøbt med (forhåbentlig) lynhurtig levering i morgen – here’s to hoping, PostNord!

Romantisk peak hour

Mit romantiske liv peaker lige nu. Har netop inviteret LL til kalenderbegivenheden “VVS’eren kommer og kigger på radiatoren” fra kl. 7.00-7.15 i morgen.

Hjælp til dame-onani?

Okay-okay, det er en ret clickbait-ish overskrift. Undskyld. Men den er faktisk alligevel ret så rammende. For jeg HAR brug for jeres hjælp, og det HANDLER om kvinder, der onanerer.

Here goes:

Det sker, som I måske ved, at jeg – når tiden tillader det (efterhånden sjældent) – bidrager til seriedækningen i et dansk medie. Jeg har taknemmeligt frie hænder, og nu skal jeg nok skrive lidt om kvindelig onani i tv-serier. Med eksempler på både virkelig god, rammende, realistisk og sexet solosex … og det modsatte: Tåkrummende stereotyp, kikset, corny og urealistisk ditto.

Jeg tænker SATC, The L Word, Orange is the New Black, GIRLS … men har I flere eksempler? Hvornår har det været steaming hot, og hvornår har det været håbløst?

Hjælp?

I markedet for en stegepande

Scener fra et ægteskab:

I onsdags havde Livslebben købt lækre mørksejfileter med hjem fra fiskehandleren. Men fileterne gik i stykker under stegningen, og det var pandens skyld. “Den her pande ryger UD, når jeg er færdig”, skældte LL.

Fisken smagte nu altså dejligt alligevel – med løg og broccolisalat til.

Men da jeg morgenen derpå gik ned med skrald, tog jeg på LL (bare på hendes ord, dirty minds) og hev den udskældte synder af en stegepande med ned.

Stolt berettede jeg, da vi begge kom fra work, at panden var røget ud (signal: jeg er en dygtig kæreste, der lytter). Men – “så har vi jo ikke nogen pande”, kvitterede LL. Den skulle jo ikke smides ud, før vi havde købt en ny, vel, ubetænksomme såkaldte lebbe. Det kunne du vel have sagt dig selv.

Det korte af det lange er: Jeg i markedet for en stegepande.

« Ældre indlæg